Skillingstrykk er små hefter, gjerne berre på eit par sider, som ikkje er innbundne. Innhaldet i skillingsvisene er varierande. Det kan vere humoristiske innslag eller sensasjonelle nyhende ofte skriven i viseform. Det kan også vere utdrag frå skjønnlitterære tekstar.
Skillingstrykka kom med dei første boktrykkarane. I byrjinga var det vakre praktuttrykk med overklassa som kundegruppe. Etter kvart som større lag av samfunnet lærte seg å lese, vart skillingstrykka eit tilbod til vanlege folk. Utover 1800-talet vart skillingstrykk allemannseige. Også fattigfolk kunne ha råd til ei slikt trykk.
Teksten:
En
Nye Viise
Om
Udcommandoen og Slaget i Kiøbenhavn
Udi Aaret 1801
Siunges under den Melodie:
I Jomfruer de kloge.
Eenfoldig compnoerede af mig
Rasmus Bersvendsen Tvinderem.
Bergen, 1801.
Trykt i hs. Kongel. Majests. Privilegerede Bogtrykkerie,
Hos R. Dahls Efterleverske.
1.
O Jesu Frelser blide. Som haver os
forløst. Løs nu vor Sorg og Ovide, Stød
Angest af vort Bryst, Glæd du igien de
Hierter, Som sorrigfulde er, Giv Lin=
dring paa vor Smerte, O søde Frelser kier.
2.
Du seer saa mangt et Øye Saa taare=
fuldt at gaae, O Fader i det Høye Du
dig forbarme maae; Lad dog den Dag Op-
rinde Saa deylig, mild og blid, At hver
kan sine finde. Med Glæde frydelig.
3.
Skal jeg dog observere Om den Elen-
dighed, Og hiertets Tanker røre, At sige
fuld Beskeed, hvor kan jeg det befinde At
sige du saa klart, Naar Øyens Taarer
rinde, Og Hiertet klæmmes hart.
4.
Den Tid som jeg dog tænkte, Jeg var
for Fare frie, Selv Skaalen fuld iskiæn=
ket, dDen gik mig ey forbi; Med Salomon
den viise Jeg og et Vidne bær, Saa kan
jeg Verden prise, Den ubestandig er.
5.
Udi min Ungdoms Alder, halv to og
tyve Aar, Da GUD det saa befalder, Jeg
med commando gaaer, Jeg maate Af=
sted tage Fra min Forældre kiær, Og fra
min Venner alle, som sorrigfulde er.
6.
Skal jeg dog meere tale Om Lykkens
Traurighed Udi de onde Dage; Saa ha-
stelig afsted, Der fik vi at erercere,
Og Rygtet gik om Krig.
7.
Hver Dag vi fik at vide De Tiende
sørgelig, At Engelskmanden vilde Mod
Danmark føre Krig; Det skar os ondt til
Mode, Der vi at vide fik. At den brittan-
ske Flaade Til Kronborg leyret sig.
8.
Der han sig hadde leyret, Og Vinden
blæste god, Til Kiøbenhavn han seylet Med
et opirret Mod, Sin Flaade han der lag=
de, Og lod sig lyde saa, Og til vor Kon=
ge besagde: Jeg haver Lyst at Slaae.
9.
Skrar Tiden den heniilet, Som hver,
Vel vide maae, Det var anden Aprili At
Slaget monne staae; Tænk dog hvor man-
ge Siæle, Betænk hvor mangen Mand
Som Døden der mon qvæle I den elendig
Stand.
10.
Udi fem Timer fulde Det haarde Slag
jo stod, Om jeg det sige skulde, Til Læg
det gik i Blod, O Vee den Nød og Klage
Og HaardeVunder fem, Som udi Høy=
tids Dage Os rammer ond og slem.
11.
Saa sørgelig en Ende Det Slag dog
monne faae, En part har mist sin Hæn-
der, Ja Fødder ligesag, O ynksom Ting
mon faa mange føre Fra deres Helbred
Stand
12.
Skiønt dog den Seyers Time Oprandt
til Danskes Priis, Saa kan enhver vel
vide Det Folke=Tals Forliis, Som nep-
pe kan beskrives Den Mængde gruelig,
Som udi Verdens Riger Har staaet sin
Strid forbie.
13.
Førældre findes mange, Af Alderm=
men graae, Som visselig mon favne Sin
Søn af Verden gaae, hvor mange Øyens
Taarer, Som rinder som en Strøm, Og
Enkers Hierter faarer Med faderløse Børn.
14.
Gid hver dog betænke Den sørgeli=
ge Stand, Og bede GUD vil sende Os
Fred udi vort Land! GUD giv os Seyer
vinde, Naar vi med Fienden staaer, Der=
som vi falder, finde Den Vey til Himlen
gaaer.
15.
Et Speyel vi jo finde, Gud viser os sit
Riis, Og dermed os paaminder, At vi
skal vorde viis, Han vil, at vi skal kiende
Hvad Synden med sig føer, Og den kied=
somm lig Ende, Som den til Slutning
giør.
16.
O Fader dig forbarme, See til din sak-
tig Faar, Som ussele og arme Adspred
i Verden gaaer! Vi er med alle skildte Frå
Slægt og Venner kier, Der er, O Gud!
din Villie, Om vi skal samles meer.
17.
Mon det dig, Gud! Behage, Eg beder,
Fader! dig, Om on vil Tiden mage For
Os saa glædelig, Som ønsker sig at finde
Glad ved sin´ Venner kier, Drag dig, o
Gud! Til Minde, Og hør dog vor Begier.
18.
Seer jeg mig lidt tilbage Et lidet Øye-
blik, Og tænker paa de Dage, Som dey-
lig for mig gik, Da maae min Øyens
Taarer Paa Kinden rinde du Med Suk
af Hiertet saare Til dig, o milde Gud!
19.
O Fader dig forbarme, See til os naa-
delig, Somer i Anden arme, Dog raa-
ber fast til dig! Vi er som udi Fængsel,
Israels Trældom lig, Bort Haab med
Troens Længsel Vi dog anmoder dig.
20.
Dernæst jeg ogsaa beder, O Fader! At
du saa For os den Vey bereder, Som vi
skal vandre paa, Saa vil jeg taalig være,
Hvad du mig lægger paa, Naar din Aand
mig regierer, Saa kan jeg sikker gaae.
21.
Er det, o Gud! Din Villie, Jeg ey i
Verden meer Skal min´Forældre finde,
Sødskend´og Venner kiær Så saml´os
Gud i Glæde Hos dig i Hummerig, Der
skal vi ikke græde, Med stedse love dig.
22.
Skal jeg, o Gud! Da drikke Den Skaal
til Bunden ned, Som du mig vil tilskik-
ke Saa er jeg vel tilfreds Naar du mig,
Gud! Vil kalde Af dette Grædeland, Jeg
Sielen da befaler, O Fader! I din Haand.
23.
For alting jeg, o Fader! Af Hiertet be-
der dig, At du mig ey forlader I Dødens
haarde Strid, Jesu! Vær du min Klippe
Indtil min sidste Strid, Dig, Jesu! Jeg
ey slipper Før du velsigner mig.
Add a comment or suggest edits
To publish a public comment on the object, select «Leave a comment». To send an inquiry directly to the museum, select «Send an inquiry».