«Kringen i Guldbrandsdalen, med Mindestøtten om Skotternes Nederlag.»
Kampen mot de skotske leiesoldatene som rykket fram gjennom Gudbrandsdalen i 1612 ble opphav til dramatiske fortellinger. I 1835 publiserte presten og pedagogen Hans Peter Schnitle ...
Kampen mot de skotske leiesoldatene som rykket fram gjennom Gudbrandsdalen i 1612 ble opphav til dramatiske fortellinger. I 1835 publiserte presten og pedagogen Hans Peter Schnitler Krag (1794-1855) «Sagn samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringlen den 26. August 1612». Den lille publikasjonen ble «Tilegnet Efterkommerne af de Bønder, der kæmpede ved Kringlen». Teksten til Krag lyder slik:
«Forord.
Efterat være bleven ansat som Præst i den Bygd, hvor Skuepladsen var for Gudbrandsdølernes Kamp med Skotterne i Aaret 1612, erholdt jeg Anledning til at lære at kjende mange Sagn om hiin Mærkelige Begivenhed, som, nedarvede fra Slægt til Slægt, endnu leve i Folkemunde overalt i Gudbrandsdalen. Af Interesse for vore historiske Minder begyndte jeg, alene for min egen Fornøielse, at optegne disse Sagn, hvortil jeg desuden følte mig opfordret af den Skjebne, som saamang et herligt Fortids Sagn har fristet: igjennem Tidernes Løb at forvanskes og tilsidst ganske at bedækkes med Forglæmselens Slør. Men efterhaanden modtog min Sagn-Samling, ved Fleres velvillige Meddelelse, en saadan Fuldstændighed, at jeg har troet at burde fremlægge den for Almeenheden, saameget mere, som de fleste af de Sagn, man eier trykt om Begivenheden, ikke ere udgivne i sin Reenhed. Jeg smigrer mig med at nærværende Sagn maaskee ikke ville være uden Interesse, siden de angaae en Tildragelse, der igjennem Edvard Storms berømte Romance er bleven saa udbredt iblandt mine Landsmænd, at den lever næsten i Alles Munde. Den ærede Læser maa ikke i disse Blade vente nogen saakaldet «historisk Roman»; jeg har kun nedskrevet de Sagn, jeg virkelig har hært, og som, saavidt jeg har formaaet at dømme, tillige haver baaret Præg af Ægthed. De her leverede Sagn ere saaledes ingen Phantasie-Fostre. For endog at blive Sagnerne desto mere tro, har jeg, saameget muligt, holdt mig til de Sagnfortællendes egne Udtrykke, og naar forskjellige og hverandre modsigende Sagn have været mig fortalte, hvilket ikke sjelden har været Tilfældet, har jeg valgt de rimeligste, og almindelig foretrukket de Sagn, som ere fortalte af de det angjældende Sted nærmest Boende. Det Lidet, som historiske Kilder have opbevaret os om Begivenheden, har jeg søgt at sætte i Forbindelse med Sagnene, og i et Anhang har jeg tilføiet nogle hertil hørende og hidtil ikke udgivne Aktstykker, hvoraf de mig meddelte Afskrifter skyldes en Ven i Kjøbenhavn, nemlig en Indberetning om Slaget ved Kringlen til den danske Cansler, skreven faa Dage efter Affairen af den norske Statholder, Envold Kruse, m. Fl., og de Gavebreve, som av Christian den 4de skjænkedes de Mænd, der havde udmærket sig i Kampen. Det første af disse Aftrykker er opbevaret i det danske Geheimearkiv, og de sidstnævnte i det danske Cancellie.
Min forbindtligste Tak tillader jeg mig at bevidne de Mænd, som have havt den Godhed at meddele mig Sagn, ligesom ogsaa Hr. Student B. Moe, der ved at igjennemgaae Manuskriptet har bidraget til at fuldstændiggjøre samme, især fra den historiske Side.
Vaage Præstegaard, August 1838.
H. P. S. Krag.
[Boka innledes med en gjengivelse av Edvard Stoms dikt om skottetoget. Som kommentar til dette diktet har Krag skrevet følgende:
Da denne Romance, hvorved Storm har foreviget ei alene sig selv, men tillige den Begivenhed, som deri besynges, indtager en saa udmærket Plads iblandt vore Folkesange, og den desuden paa en vis Maade er uadskillelig knyttet til Fortællingen af selve Begivenheden, haaber jeg at den Frihed vil vorde undskyldt, der bringer mig til at indføre den her. Det er ikke ene fra den poetiske Side, at denne herlige Ballade har et høit Værd. Den har ogsaa et ikke ringe fra den historiske Side, da Digteren – som vi i det Efterfølgende skulle erfare – har heelt igjennem grundet den paa Sagn, hentede fra hans Fødebygd Vaage. Balladen udkom første Gang trykt i Tidsskriftet Dansk Museum, 1 B. 1782 S. 714, og efterat den siden i 1785 var bleven aftrykt i Storms «samlede Digte», lod Selskabet for Efterslægten 2000 Exemplarer særskilt aftrykke, for at udbredes iblandt Almuen, hos hvem den og vandt en hurtig Afsætning, at inden kort Tid et nyt Oplag maatte gjøres. Foruden at den paany er bleven aftrykt i den seneste Udgave af Storms samlede Digte af Boye, Kbhvn. 1832, S. 125, er den tidligere bleven oversat paa Engelsk i Feldborgs Poems from the Danish, London 1815, og paa Tydsk i Willibald Aleris (Häring) Herbstreise durch Scandinavien, 1 Th., Berlin 1828, S. 208, og i Scandinavische Bibliothek, 1 H., Copenh. 1836. S. 196.]
Herr Sinclar drog over Salten Hav,
Til Norrig hans Cours monne stande;
Blant Gudbrands Klipper han fandt sin Grav,
Der vanked saa blodig en Pande.
Herr Sinclar drog over Bølgen blaa
For svenske Penge at stride:
Hjælpe dig Gud! du visselig maa
I Græsset for Nordmanden bide.
Maanen skinner om Natten saa bleg,
De Vover saa sagtelig trille:
En Havfrue op af Vandet steg,
Hun spaaede Herr Sinclar ilde.
Vend om, vend om, du skotske Mand!
Det gjælder dit Liv saa sage,
Kommer du til Norrig, jeg siger for sand,
Ret aldrig du kommer tilbage.
Leed er din Sang, du giftige Trold!
Altidens du spaaer om Ulykker;
Fanger jeg dig engang i min Vold,
Jeg lader dig hugge i Stykker.
Han seiled i Dage, han seiled i tre
Med alt sit hyrede Følge;
Den fjerde Morgen han Norrig mon see,
Jeg vil det ikke fordølge.
Ved Romsdals Kyster han styred i Land,
Erklærede sig for en Fiende;
Ham fulgte fjorten hundrede Mand,
Som alle havde Ondt i Sinde.
De skjendte og brændte, hvor de drog frem,
Al Folkeret monne de krænke;
Oldingens Afmagt rørte ei dem,
De spotted den grændende Enke.
Barnet blev dræbt i Moderens Skjød,
Saa mildelig det end smiled;
Men Rygtet om denne Jammer og Nød
Til Kjærnen af Landet iled.
Baunen lyste og Budstikken løb
Fra Grande til nærmeste Grande;
Dalens Sønner i Skjul ei krøb,
Det maatte Herr Sinclar sande.
Soldaten er ude paa Kongens Tog,
Vi maae selv Landet forsvare;
Forbandet være det Niddingsdrog,
Som nu sit Blod vil spare!
De Bønder af Vaage, Lessø og Lom,
Med skarpen Øxe paa Nakke,
I Bredebygd tilsammen kom,
Med Skotten vilde de snakke.
Tæt under Lien der løber en Sti,
Som man monne Kringlen kalde;
Laagen skynder sig der forbi,
I den skal Fienden falde.
Riflen hænger ei meer paa Væg,
Hist sigter graahærdede Skytte,
Nøkken opløfter sit vaade Skjæg,
Og venter med Længsel sit Bytte.
Det første Skud Herr Sinclar gjaldt,
Han brøled og opgav sin Aande;
Hver Skotte raabte, at Obersten faldt:
Gud frie os af denne Vaande!
Frem Bønder! Frem I Norske Mænd!
Slaaer ned, slaaer ned for Fode!
Da ønsked sig Skotten hjem igjen,
Han var ei ret lystig til Mode.
Med døde Kroppe blev Kringlen strøed,
De Navne fik nok at æde;
Det Ungdoms Blod, som her udflød,
De skotske Piger begræde.
Ei nogen levende Sjæl kom hjem,
Som kunde sin Landsmand fortælle,
Hvor farligt det er at besøge dem,
Der boe blandt Norrigs Fjelde.
End kneiser en Støtte paa samme Sted,
Som Norges Uvenner mon true;
Vee hver en Nordmand, som ei bliver heed,
Saa tit hans Øine den skue!
Fra Vaaren 1611 til om Vinteren 1613 førtes den saakaldte Kalmar-Krig mellem Danmark og Sverige. Christian den Fjerde herskede den gang over Rigerne Danmark og Norge, og i Sverige regjerede Carl den Niende, som døde i Begyndelsen af Krigen, hvorpaa denne fortsattes af hans Søn, den siden saa berømte Gustav Adolph, den gang kun 17 Aar gammel. I Aaret 1612 lod Gustav fremmede Tropper hverve i Nederlandene, England og Skotland ved den svenske Oberst Johan Munkhaven eller, som han ogsaa kaldes, Mønnichhofen, og Engelskmanden Jacob Spens. De hvervede Corpser udgjorde ifølge Historieskriveren Widikindis Beretning 2 200, efter Puffendorf, 2 300 Mand. [Her er det ei fotnote med referanse: Jfr. Gustav Adolphs Historie af Joh. Widikindi, Stockh. 1691 S. 110; Indberetning til svenska Historien af S. Puffendorff, Stockh. 1688, S. 605; Christian den 4des Historie af Slange, udg. af Gram, 1 D. Kbnhvbn. 1749 S. 313, oversat paa Tydsk med Tillæg af Schlegel, 1 Th. Copenh. 1757 S. 553. Hvad senere Historieskrivere berette om Slaget ved Kringlen er i mere eller mindre Grad kun Gjentagelse af de ovennævnte Forfatteres Fortælling derom.] Disse Tropper, hvoraf de 2 000 vare hvervede i Skotland, overførtes paa tvende Eskadrer, hvoraf Munkhaven kommanderede den ene, og den skotske Oberst Georg Sinclar, eller, som hans Navn og skrives, Saint Clair, den anden. Munkhaven styrede ind ad Thronhjems-Fjorden med sine ombord havende Tropper 1 400 Mand, og tænkte, ved Hjælp af disse at skulle overrumple Throndhjems Bye (19de Juli 1612), men Borgerne toge saa vel mod ham og hans Skibe fra deres Blokhuse udenfor Byen, at han skyndte sig derfra det snareste han kunde, og satte i land ved Størdalen, hvorfra han drog hærgende og brændende frem, til han naaede Sverig. [Fotnote: Jfr. Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, 3 B. S. 219 ff.] Nogle faa Uger efter Munkhaven ankom den anden Afdeling af de leiede Tropper, der anførtes af Oberste Sinclar, og overførte spaa to skotske Skibe. Men Sinclar og hans Folk skulde derimod ikke slippe saa let, som Munkhaven; Skjebnen vilde, at de Alle, paa Faa nær, skulde finde dere Grav mellem Norges Fjelde. At baade Munkhaven og Sinclar styrede mod Norge, og ikke lige til Sverige, dertil var Aarsagen, at Adgangen var dem spærret til den ubetydelige Strækning af det svenske Rige, som da stødte til Nordsøen, efterdi de Danske havde indtaget Elfsborg og Gullberg Fæstninger ved Gøtha Elvens Udløb, og deres Flaade desuden havde Overmagten til Søes.
Om Antallet paa de Skotter, der fulgte Sinclair, haves forskjellige Beretninger. Dersom samtlige for Sverige hvervede Tropper skulle, som allerede forhen omtalt, have udgjort 2 200 eller 2 300 Mand, og Munkhaven deraf kom med 1 400 Mand, saa maae Sinclars Tropper have beløbet sig til enten 800 eller 900 Mand, hvilket sidste Antal ogsaa anføres i Vaage Kaldsbog, [Fotnote: Vaage Kaldsbog indeholder ikke mere om den hele Tildragelse end følgende Linier, som deri ere indførte af Præsten Anders Munch i 1731: «Anno 1612 blev Oberste Jørgen Zinchel, da ham kom fra Romsdalen med 900 Mand, for at conjungere sig med de Svenske, som laae ved Baare Kirke (d. e. Borge Kirke i Smaalenene) overfaldet af Bønderne udi Kringelen og totaliter slagne med alle sine, undtagen hans Frue, og 3 Haandværksfolk, som Bønderne havde nødig.»] og altsaa ikke 1 400, som Storm synger, heller ikke 600, om Slange fortæller. Det er dog troligt at Slange har Ret, da hans opgivende omtrentlig stemmer overeens med Kruses Indberetning, hvoraf sees, at Skotternes Antal, efter Forklaring af de Bønder, «som have været selv med udi samme Slag, og de døde og slagne Folk have begravet og talt, skal vist have været i det Ringeste halvsjette hundrede Mand stærk»; mindre rimeligt synes de fangne Skotters eget Udsagn, at disse kun skulde have været «halvfjærde hundrede Mand stærk i det Høieste». Et Sagn siger, at Sinclar kom ind i Romsdalen med 1 400 Mand, og at disse deelte sig ved Jora Bro i Lessø, hvorpaa en Deel gik over Dovrefjeld og siden igjennem Østerdalen, for senere igjen at støde sammen med den anden Deel, som tog Veien igjennem Gudbrandsdalen. Den Deel, som gik om Østerdalen, skal, siges der, have stødt paa de Norske ved Grændsen, hvor det kom til et Slag, i hvilket disse Skotter alle til sidste Mand bleve nedskudte. Men dette Sagn er ikke almindeligt, og der synes at være Rimelighed for, at man har forvexlet Munkhavens forhen omtalte eller muligens en anden Tildragelse hermed. Sinclar synes ellers at have gjort Regning paa at støde sammen med de Svenske i det sydlige Norge, hvor man dog af Historien veed, at de dengang ikke vare, thi Jonas Rasmus beretter nemlig (i sin Norges Beskr. S, 85 og 181), at Sinclar fra Gudbrandsdalen vilde «conjungere sig med de Svenske, som skulde staae paa Hedemarken», eller – som det hedder i det nylig anførte Sitat fra Vaager Kaldsbog – ved Borge Kirke i Smaalenene.
Det var den 19de eller 20de August [Fotnote: Kruses Indberetning] at Sinclar «med sit hyrede Følge» nærmede sig Norges Kyster og styrede ind Romsdalsfjorden; men før han kom ind i denne Fjord fortæller et Sagn, at han var iland paa en lille Ø, hvor en formuende Mand boede. Dennes Kone skal have været et forstandigt og snaksomt Fruentimmer, og Sinclar indlod sig i spøgende Samtale med hende. Skjøndt han endda ikke angav sig for en Fiende, sagde hun, at hun nok forstod Hensigten af hans Komme, og at hans Tog til Norge vilde kun slet lykkes for ham, og naar han kom ind i Landet, vilde han komme til at bide i Græsset for de haardføre Døler. Over dette blev Sinclar opbragt, og forlod Øen med den Trudsel, at naar han kom med Seier tilbage, skulde han opsøge hende og til Gjengjeld for hendes Kaadmundethed lade hende hugge i Stykker. Det er muligt, at dette eller et lignende Sagn kan have foranlediget Storm til at synge om Havfruen. Der fortælles og, at Havfruens Navn var Elen. Andre sige at Frue Sinclar heed saa; thi Sagnet beretter, at Sinclar har havt sin Kone med sig. Hun havde forklædt fulgt med Tropperne om bord, og gav sig først tilkjende, da de kom i rum Sø. Under Reisen over Havet skal hun have født et Barn. En Bonde ved Navn Peder Klognæs saae fra sin Gaard Klognæs [Fotnote: Saaledes kaldes Gaarden i gamle Ministerialbøger; nu hedder den Klungnæs. Klüwer (Norske Mindesmærker S. 124) fortæller, at det var Een af den adelige Familie Skaktavl – der skal være bleven forfulgt under Christian den 2den og derfor flygtede til Romsdalen, hvor dens Descendenter levede som Bønder paa Gaarden Hellan – som Sinclar vilde tvinge til at lodse hans Skibe ind til Væblungsnæsset.] i Gryttens Præstegjeld i Romsdalen, Sinclars Skibe ude i Fjorden, antog dem for Kornskibe, tog sin Pengepung, hvori var tre Rigsdaler, og roede ud til dem, i den Hensigt at kjøbe, førend de kom ind til Væblungsnæsset, hvorhen det var Sinclars Hensigt at seile. Da Peder Klognæs kom ombord, forstod han snart hvad Slags Folk de vare, og da de vilde tvinge ham til at lodse Skibene ind til Bunden af Romsdalsfjorden til Væblungsnæsset, var han hurtig betænkt og havde hastig fattet sin Beslutning. Han indbildte dem nemlig, at det formedelst lavt Vand var umuligt at seile med Skibene længere ind i Fjorden, hvorfor det intet andet Raad var for dem, end at tage tillands, og Peder Klognæs blev tvungen til at følge med. For at han ikke skulde komme fra dem, havde de bundet en Snor i hans Haar, hvorefter de førte ham. Da satte da i land ved Skothammeren eller Skotkleven, som Stedet nu kaldes, og er beliggende i Nærheden af Gaarden Klognæs. Før de droge videre afsted, fik Peder Klognæs efter megen Beden udvirket Tilladelse til at gaae først til sit Hjem. Skjøndt Vagt fulgte ham, fik han Raaderum til at skrive et Brev eller en Budstikke, hvori han underrettede om Fiendens Komme, og opfordrede til at gribe til Vaaben. [Fotnote: Nogle sige at han skrev denne Besked paa et Stykke Træ, idet han gik op fra Søen til sit Huus.] Dette Brev leverede han til sin Tjenestepige, som lagde det i sin ene Strømpe, klædte sig i pjaltede Klæder, udgav sig for en Betlerske, og derhos anstillede sig taabelig, og slap som saadan, dog kun med Nød, forbi den skotske Vagt. Da denne vilde formene hende at komme forbi, sagde hun: «Kors bevares, skal det være saa haardt, at ikke Fattig-Folk kan gaae sin Vei,» hvorpaa Vagten lod hende passere. Hun kom lykkelig ned til Søen og roede til Væblungsnæsset med Brevet eller Budstikken, som derfra blev sendt videre. Imidlertid førte Peder Klognæs Skotterne to Mile tilkrogs langs Iisfjorden over Bjerg, Morads og igjennem Skov, hvori ingen Vei var, og over Elve, hvor de maatte vade, saa at de ved denne March, hvilket var Peder Klognæs’s Hensigt, sinkedes betydelig. Bønderne i Bygden fik derved Tid til at redde sig og sit Gods fra Plyndring, og Tid blev tillige vunden for Budstikken.
Saaledes havde da Sinclar med sine Skotter betraadt det Land, hvor han troede at skulle komme til at spille Seierherrens Rolle; thi efter Sagnet skal han have sagt, at han vilde «omsvøbe» den norske Løve til en Muldvarp, som ikke skulde turde krybe ud af sin Hule, og sine Folk havde han lovet, at de efter Landets Erobring skulde erholde «den væneste Mø og den gjæveste Gaard». Hedemarken, saa var det dem endvidere lovet, skulde blive dem et «Canans Land».
Der er iøvrigt ikke mange Sagn om Skotternes Færd, og hvad der tildrog sig paa deres March, inden de naaede Gudbrandsdalen. Dog fortælles imidlertid, at de underveis paa den besværlige Omvei om Iisfjorden kom til den lille Gaard Thorvig. Folkene paa Gaarden vare bortflygtede, og havde gjemt deres Sengklæder oppe i en Kløft i Fjeldet, men Skotterne fandt disse, skare Hul paa dem, udrystede Fjærene og toge Vaarene med sig. Skotterne naaede endelig frem til Omdals- eller Aandalsnæsset, hvor de udhvilede sig efter Stradbasen om Iisfjorden. Her saae Veiviseren Peder Klognæs sig Leilighed til ubemærket at faae gjemt sine før ommeldte tre Dalere i et Lag Næver, hvor han og fandt dem igjen, da han kom tilbage. Ifølge Kruses Indberetning skulle Skotterne i Romsdalen have taget 2 Bønder til fange, som bleve brugte til Veivisere, ligesom ogsaa Slange beretter, at de tvang Nogle til at drage foran og tilsige Almuen at tilveiebringe paa visse Steder og til bestemte Tider Proviant, med tillagt Trudsel om Mord og Brand i Mangel deraf. Fra Omdalsnæsset toge Skotterne nogle Mile den almindelige Vei opad Romsdalen. Paa en Huusmandsplads, Aagerreiten under Gaarden Aag nærved Omdal, stod en lille Stuebygning under Opførelse. Ved Rygtet om Fiendernes Komme flygtede Arbeidsfolkene. Denne Bygning staaer endnu, og paa et Bord ved Skorstenen findes indskaaret Tallet 1611. Paa en Gaard, hvilken vides ikke, nede i Romsdalen skal Skotterne have hugget Fødderne af en Hund, som Folkene, der imidlertid vare bortflygtede, havde bundet til Stabburets Dør, for at den skulde tilkjendegive, naar Skotterne kom. Paa Gaarden Eidet (Ødeeidet) skal en av Skotterne være bleven skudt fra den modsadte Side af Elven, af en Mand, som man siger, fra Gaarden Fiva. Paa Gaarde Mange, lidt længere oppe i Romsdalen, var Folket bortflygtet, med Mad var sat frem paa Bordene. Paa Gaarden Rødstulen skal en Vildtyrk, saa kalder Sagnet ham, som ledsagede Skotterne, være bleven skudt. Schøning (i sin Reise igiennem Norge, 2. H. S. 112) fortæller, at Romsdølerne samlede sig og angrebe Skotterne med Stokke og Stene, dog uden at hindre dem fra at trænge frem; Sagnet siger ogsaa, at de vel agtede at angribe dem, og det ved Kyllingklev, ligesaa ved Bjørnekleven, hvilket sidste Sted er et Bjergpas, hvor Delet er mellom Romsdalen og Gudbrandsdalen; men der blev Intet af, da Skotterne kom for tidlig paa dem, og Romsdølerne tillige manglede baade Vaaben og Anførere. Sinclar drog derfor uhindret videre, og udøvede paa sin Marsch mangen en Grusomhed. Frygt og Rædsel ledsagede derfor hans Rygte. Mange flygtede til Fjeldene, Adskillige fik dog Skotterne fat paa. Piger og unge Koner bleve, siges der, skjænkede og derpaa lemlæstede, og saaledes mishandlede lode Skotterne dem efter sig. Alt hvad de kunde finde af Penge, Sølv eller Guld toge de med sig. Agre og Enge bleve nedtraadte, Gaarde opbrændte o. s. v. Med kraftige Træk skildrer Storm Skotternes skrækkelige Færd:
«De skjændte og brændte, hvor de droge frem,
Al Folket monne de krænke;
Oldingens Afmagt rørte ei dem,
De spotted den grædende Enke.
Barnet blev dræbt i Moderens Skjød,
Saa mildelig det end smiled;
Men Rygtet om denne Jammer og Nød
Til Kjernen af Landet iled.
Da Skotterne kom op imod det Øverste af Romsdalen, turde de ikke passere Veien længere, og af Frygt for Bjørnekleve sadte de til Fjelds. Formodentlig kom de ned igjen ved Gaarden Eneboe [Fotnote: Paa denne Gaard boede den gang en Kone ved Navn Birte Eneboe, ifølge et Skattemantal over Gudbrandsdalen fra Aaret 1612 («Mandtal paa Skatten udaf Gudbrandsdalens Fogderie, som til St. Michaelis Dag 1612 var paabuden at skulle udgives til den Krigsfornødenhed imellem disse trende Riger Danmark, Norge og Sverige»). Dette Mandtal, der opbevares i det norske Rigsarkiv, er skrevet af Fogden Laurits eller Lars Gram, og indeholder Navnene saavel paa Fogderiets Odelsbønder og Leilændinger, som Ødegaardsmænd, Huusmænd og Tjenestedrenge.] i Lessøe i Gudbrandsdalen. Paa denne Gaard er en Stolpe, hvorpaa Tallet 1612 skal være indskaaret, man siger, til Minde om, at Nogen der blev dræbt af Skotterne. Da de derfra kom til Gaarden Skauge, havde Manden og de øvrige paa Gaarden taget Flugten, men Mandens gamle Bedstemoder blev tilbage, formodede ingen Fare paa Grund af sin høie Alder. Skotterne dræbte den Gamle og afbrændte Gaarden. Lidt søndenfor denne Gaard er en Slette, som kaldtes da, som nu, Mærrasletten, hvor de leirede sig og holdte Rastdag. [Fotnote: I Nærheden af dette Sted har udentvivl det Fjeld ligget, der nævnes i Kruses Indberetning og kaldes «Mærratoppene».] Der fortælles derpaa, at da de kom til Gaarden Kjelshuus i Lessø, fandt de Anretning af Mad, men ved Afreisen derfra udtømte de et Kar Meel paa Landeveien, og brændte Gaarden. Folket paa Gaarden var flygtet til Lordalen paa vestre Side af Laagen. [Fotnote: Saa kaldes Elven almindelig i Nordre Gudbrandsdalen; længere syd kaldes den sædvanligere Laugen.] Paa Gaarden Nordrehuus var en behjertet Kone, ved Navn Sønnef, kommen fra Lom, giftet til Nordrehuus. Medens Skotterne hærgede igjennem Dalen, flygtede hun ikke med de Øvrige, men blev, skjøndt hun var frugtsommelig, tilbake og skjulte sig, da Fienden kom, i en Lade, for at slukke, om han ved sin Afreise satte Ild paa Gaarden. Hun blev lykkeligvis ikke opdaget, og Gaarden blev heller ikke brændt. Paa Gaarden Bjokne havde Konen paa sin Flugt glemt at medtage nogle Kostbarheder, hvorfor hun ilede tilbage, for at redde disse. Da dette var gjort, saae hun allerede Skotternes Fortrop nærme sig Gaarden; men hun kom dog i god Behold derfra. Manden paa Tøndevold [Fotnote: I Grams Mandtal nævnes Trund Tøndøffuel, Gunder Biockne og Peder Nordhuus som Leilændinger i Lessø, men Gaarden Kjelshuus forekommer derimod ikke.] havde med Lessøværingerne strax villet gjøre Skotterne Modstand, men fandt sig for svag. Han fremsatte derpaa en Mængde Mad og Drikke paa sit Bord, og selv satte han sig med sin Kone paa en Høi ovenfor Gaarden, for at see sin Gaards Skjebne. Skotterne gjorde sig, da de kom, tilgode med de Anretninger, de der forefandt, og det Bord Sinclar spiste ved, skal endnu haves. Efterat de havde spist, søgte de om i Husene, for at finde Noget, som var værd at tage med; men de fandt ikke Andet, end bag Fæhuusdøren en Qvie, og den hug de Benene af. Ved Afreisen derfra, skal de have gjort Ild op i et af Udhusene, men den slukkedes af sig selv, uden at gribe videre om sig. Hvor de paa Gaardene forefandt Mad fremsat, skulde de dog have befrygtet, at Bønderne havde forgiftet den, hvorfor de skulle have givet sine Hunde først at æde af den. Folket flygtede overalt, som allerede forhen omtalt, til Fjelds. Til Sjonghøiderne var og iblandt andte Steder en Deel henflygtet, og saa derfra Skotternes Marsch igjennem Sognet. Hvor Skotterne saae Folk paa Høiderne, skal de have sagt, at naar Landet var erobret, skulde de besøge disse «Fjeldkatte». Ved Broer og Korsveie blev deres Veiviser, Peder Klognæs, truet at give Underretning, om nogen Fare var at befrygte, om hvilken Vei var den rette, o. s. v. Da de kom til Bottemsbroen paa Lessø, brændte de den af, da de befrygtede, at Bønderne fra den Kant kunde falde dem i Ryggen, og marscherede derpaa til Dovre Sogn. Da Peder Klognæs, som fremdeles maatte følge med, syntes at Veien blev ham for lang, og han forlængst var kjed af Følgeskabet, skal han ved Kjørums-Gaardene have seet Leilighed til at komme fra dem, og var allerede et lille Stykke paa Tilbageveien, men blev indhentet, og med Hug og Slag tvungen til at følge med videre. Fa de saa kom til Jora-Bro, et kort Stykke derfra, frygtede Skotterne atter for, at nogen Fare kunde være for Haanden, hvorfor de lode Broen undersøge, og udsendte Speidere. Da de ved denne Bro forefandt to Veier, hvoraf den ene gik sydover, den anden østover, og Peder Klognæs anviste dem den første, var dette ikke efter deres Beskik, og de havde ham derfor mistænkt for at han vilde narre dem, hvorfor de her hængte ham udover Broen og dukkede ham flere Gange ned i Elven med Trudsel, at lade ham blive der, hvis han ikke viste dem den rette Vei; men han vedblev sit Udsagn, som ogsaa var sandt, og sagde: «om jeg skal døe her, saa Gud hjælpe mig, om jeg veed nogen anden Vei», hvorpaa de trak ham op igjen, og droge videre. Andre sige, at dette skeede ved Dovre-Bro. Under deres Marsch igjennem Dovre Sogn fortelles der, at de ved en Lade (som endnu stod i 1836) paa en Slette, Kraakvolden, under Gaarden Landnem, skulle have «holdt Gjæstebud», og forlystet sig med Dands. De til Fjelds flygtede Folk saae dem fra Fjeldene dandse der. De fortælles ogsaa her at have holdt «Bededag» for Rosten, Bægilskleven og «den høie Bro», for at komme vel forbi disse farlige Steder. [Fotnote: Rosten er en Klevvei i Sel, Annex til Vaage, som fører til Dovre, og er forskjellig fra Rusten, hvilket er Navnet paa den Vei, der gaaer til Vaage. Bægilskleven (Baglerkleven?) ligger i Ringebo, og skal Sinclar have sagt, at naar han naaede did, vilde han tage til Fjelds ved Odlaug (Olo), en Gaard i Ringebo, og derpaa komme ned ved «den høie Bro», d. e. Tromsebroen i Ringebo, der ogsaa med rette fortjener hint Navn, da den bestaaer af een Stoklængde, som ligger mellem tvende Klipper 90 Fod høit over den nedenunder løbende Elv.]
Imidlertid var Skotternes Komme rygtet syd over i Gudbrandsdalen. Dalens egne Soldater vare dengang ude mod Fienden ved de svenske Grændser. Alle i den Søndenfjeldske Tropper vare nemlig trukne ned, deels til Grændsen i Bahuus Lehn og deels til den danske Armee, der fra Skaane faldt ind i Sverige. [Fotnote: Iblandt de Soldater fra Gudbrandsdalen, som her vare med, var ogsaa en Mand fra Lunde paa Vaage, der ved sin Hjemkomst fortælles at have sagt, at han havde været med at opbrænde 7 Kirkesogne.]
Neppe havde Lensmanden Laurits eller Lars Hage, [Fotnote: Slange kalder ham «Boelægsmand», hvilket maa være en Skriv- eller Trykfeil for Bondelænsmand, ligesom ogsaa Navnet Hans i stedet for Laers, som han benævnes i Sagn og maaskee hed i daglig Tale, eller Laurits, som han kaldes i Kruses Indberetning og Christian den 4des Gavebrev, og som han ogsaa selv har skrevet sig for i et Brev, der endnu ligger paa Gaarden Tofte i Dovre Sogn. I Grams Mandtal staaer Lauritz Hauge, hvilket ventelig skulde klinge noget fornemmere end Lars Hage. Ellers forekommer i det nævnte Mandtal ingensteds Navnet Lars, men overalt isteden derfor Laurits. Ogsaa Fogden Gram underskriver sig i Mandtallet ikke Lars, men Laurits, hvilket ogsaa staaer i hans Segl.] der boede paa Gaarden Hage i Dovre Sogn, spurgt Skotternes Ankomst, før han besluttede at modsætte sig deres Marsch. Han lod strax Budstikken sende om i de nærliggende Sogne, hvorfra den bragtes videre om i Dalen. Han kom, fortælles der, ind i Dovre Kirke under Gudstjenesten, og bankede tre Gange i Gulvet med sin Stav, og sagde: «Giver Ly! Fienden er kommen til Landet», hvorpaa Tjenesten hævedes, og Almuen ilede ud af Kirken. Paa hans Opfordring rustede nu Bønderne sig og skyndte sig at drage halvanden Miil sydefter til den nylig nævnte Klevvei, kort nordenfor Skydsskiftet Laurgaard i Sel. I denne Hensigt begyndte de ogsaa at arbeide paa en Forskandsning eller et saadant Anlæg, som det, der siden udførtes ved Kringlen, men efter derom at have holdt Raad – hvorved de af Dovre og Lessø stemmede for at vedblive med Arbeidet, medens derimod de andre vare af modsat Mening – blev Udfaldet, at de forlode det paabegyndte Værk, og trak sig videre sydefter; dog afkastede de først, efter Laurits Hages kloge Raad, til Fiendens Forsinkelse, Rostebroen, hvorfor ogsaa Skotterne, da de ankom til Rosten, maatte tage til Fjelds. [Fotnote: Hvad her efter Sagn er anført om denne Gudbrandsdølernes første Plan at angribe Sinclar, stemmer ogsaa omtrentlig overeens med Kruuses Indberetning, hvor der fortælles, at Laurits Hage, saasnart han fornam Skotternes Komme, «har strax opmandet menige Bønder og Almue udi de tvende Gjelde, Lessø og Vaage, og rykket mod samme Skotter og udlændiske Krigsfolk, og der han fornam dem at være sig for stærke, haver han to eller tre Dage rykket og været for dem udi Veien, dog intet med dem skjermydslet eller slaget, men imidlertid havt sit Bud hos Almuen udi næstomliggende tvende Sogne, ved Navn Froen og Ringebo Gjeld, hvilke strax ere komne ham til Hjælp.»] Da Bønderne kom ned til Sel, stødte de sammen med en Deel andre, der kom søndenfra, formodentlig fra Froen og Ringebo. Her forbleve de Natten over paa Gaardene Romundgaard, Jørgenstad, Olstad m. Fl. [Fotnote: I Grams Mandtal nævnes Romoengaard, Oluff Oolstad, Alff Jørgenstad, Arne Laurgard, Oluff Breden m. F., alle som Leilændinger i Vaage.], hvilke Gaarde dengang laae mere sammen i en Klynge, end nu. De fik der fat paa nogle Tønder Øl, og flere af Bønderne gave sig nu om Natten til at svire. Da Morgenen kom og de skulde videre, og nødig vilde forlade det kjære Øl, vare Nogle af de Andre dog saa kloge, at de fornaglede Øltønderne derved, at de sloge Tapperne fast ind, og derpaa skare dem over tæt inde ved Tønden. De svirende kunde saaledes ikke faae mere; de havde ellers muligens blevet der og drukket saalænge, indtil Skotterne vare komne over dem. Disse vare heller ikke langt borte; thi samme Dag, som Bønderne droge bort, kom Skotterne der om Aftenen, og toge der om Natten sit Qvarteer. Bønderne begave sig derpaa sydefter 1 ½ Miil, og standsede endelig ved Kringlen, hvor de besluttede at oppebie og angribe Skotterne. Stedet ligger i Bredenbygd i Sels Annex, Vaage Præstegjeld, og er en Bjergskraaning, hvorover Veien gaaer. Ved Foden af denne Skraaning, som paa flere Steder er overmaade brat, rinder Laagen. Veien var dengang kun en smal Sti eller Ridevei, men er siden bleven forandret og udvidet til en Hovedvei. Terrainet er ellers siden 1612 bleven noget forandret, især ved Jordskred i 1789, hvorved det er blevet mindre brat. Ogsaa mere Skov var der da end nu. Stedets Navn skrives almindeligst Kringlen, under hvilken Benævnelse det ogsaa er bleven meest bekjendt; i Almuesproget derimod kaldes Stedet: Kringom eller Høg-Kringom. [Fotnote: Stedet har faaet Navn efter Veiens Omdreining langs Fjeldet, eller af at Veien mellem Gaardene sønden- og nordenfor her gaaer omkring de derværende Bjerghammere; thi vort «omkring» hed i gamle Dage, som tildeels endnu i Bondesproget kringum; ligesom Ordet Kringla i det oldnorske Sprog betyder en Kreds, en Runding.]
De Bønder som her havde samlet sig, vare fra Vaage, Lessø, Froen og Ringebo. Saavel Slange som Edv. Storm beretter, at ogsaa Bønder fra Lom var med, og muligt er det, at Nogle, maaskee fra Loms Annex Garmo, ogsaa vare med, men efter et Sagn, der er meget almindeligt, selv paa Lom, skulle Lomværingerne vel have samlet sig, og begave sig ogsaa paa Marschen, men kom dog ikke til at deeltage i Slaget. Den søndre og største Deel af Almuen i Skjager Annex gik nemlig over Findalsfjeldene og ned igjennem Vaage, for at binde an med Fienden, men kom for seent. De af Loms Hovedsogn, og af den nordre Deel af Skjager vare vel ogsaa komne et Stykke paa Veien, nemlig til en, ½ Miil i Øst for Loms Hovedkirke, beliggende Bakke i Nærheden af Gaarden Graffer; men her begyndte de at raadslaae, om hvad de skulde gjøre, og Udfaldet blev, at de vendte tilbage, hver hjem til Sit, paa «Skjelqvalegutternes» Raad, [Fotnote: d. e. Bønderkarle fra Gaarden Skjelqvale.] og især paa Grund af den Forestilling: at Skotterne saa alligevel ikke kom til Lom, og at altsaa Sagen ikke kom dem ved. Denne Bakke, hvor de saaledes holdte Raad, kaldes endnu den Dag i Dag Raadsbakken. [Fotnote: Raadsbakken ligger omtrent 5 ½ Miil fra Kringlen. Lomværingerne faae endnu ofte høre ilde af de øvrige Gudbrandsdøler, fordi de vendte tilbage fra Raadsbakken. At de ogsaa kaldes «Løer», vil Hjorthøi (i sin Beskrivelse over Gudbrandsdalen, 2 D. S. 67) skal være kommen af «at de nølede forlænge i Raadsbakken», og han troer at «Lø» er eenstydigt med «Løi» d. e. lad, seendrægtig til at komme afsted; men denne Formodning er neppe rigtig, da «Lø» udentvivl kommer af Bygdens gamle Navn: Lo, Loar (see Snorre Sturlesøn); desuden taale Lomværingerne at de kaldes Løer, hvilket de vist ikke vilde gjøre, hvis noget Vanærende klæbede derved.] Foruden de Bønder, som laae forsamlede i Kringlen, havdes Gusdals og Øiers Almuer taget Plads i den forhen nævnte Bægilsklev (eller Bæggersklev) i Ringebo, omtrent 5 Mile søndenfor Kringlen, under Anførsel af Gudbrandsdalens Foged, Laurits eller Lars Gram, der boede paa Gaarden Steig i Froen. Denne Position var formodentlig bleven valgt for det Tilfælde, at Skotterne skulde undgaae Bønderne nordenfor. Disse sidste anførtes af Laurits Hage, Lensmand paa Dovre (i Lessøe?) og Peder Randklev, Lensmand i Ringeboe, ligesom ogsaa Nogle vil, at Gudbrand Sejelstad fra samme Sogn skal have været en af Anførerne. [Fotnote: Slange kalder Gudbrand Sejelstad Lensmand i Ringebo, men i Kruses Indberetning, saavelsom hos Hjorthøi paa det anførte Sted, nævnes Peder Randklev som saadan. Denne Sidstes Navn forekommer ogsaa i Grams Mandtal, hvor derimod den førstes Navn ikke findes.]
Her ved Kringlen beredede nu Bønderne sig til at modtage Sinclar og hans Skotter. Disse havde imidlertid, som før sagt, taget til Fjelds, for at undgaae Rosten, og vare komne ned ad Horgenlien til Nordre-Sel, og toge der Qvarteer om Natten, efterat Bønderne om Morgenen vare dragne derfra. Sinclar laa paa Romundgaard, og endnu haves Levninger af den Stue, han var i, og benyttes den nu til Lade. Bønderne i Nordre-Sel havde bundet Oxer til Gjerdene, for at ikke Fienden skulde afbrænde deres Gaarde. Nogle sige, at Skotterne laae over paa Sel een Dag førend de droge videre. «Nu er Begyndelsen til Velstand, skal Sinclar der have sagt til sine Folk, ude paa Hedemarken skal det blive endnu bedre.» Om Morgenen, før han brød op fra Sel, nogle Timer før Slaget ved Kringen stod, skal han have afbrændt Krudt i sin Haand, for at erfare, om Toget vilde blive lykkeligt. Da Røgen slog ind mod hans Bryst, skal han have sagt: «I Dag lider jeg Skade paa mine Folk, hvor stor den end kand blive.» I Følge med Sinclar var en «Veirløber» eller «Støver»; Andre kalde ham en «Værkalv», Andre en «Vindtyrk» eller «Tryntyrk», som havde den Egenskab, at han «som en Jagthund kunde opdage Fienden.» Han havde Veir (Lugt), sige de, af «christent Blod». Ligeledes fortælles om ham, at det Tykke af hans Been var borttaget, for at han skulde kunne løbe med desto mere Lethed. Denne «Veirløber» blev skudt samme Morgen paa Gaarden Ødegaarden. En aldrende Tjenestekarl var nemlig her bleven tilbage, for at see, hvad Fienden vilde tage sig for, og havde skjult sig med sin «Hornkreik» (Staalbue) i en Hampeager, og en anden Karl var ogsaa bleven igjen og havde stillet sig ved en Ovnspibe, for at give Skytten Signal. Veirløberen kom, efterat han i en Melkebod havde drukket suur Melk. Baade den sure Melk og Hampens Lugt, hedder det, hindrede nu Veirløberens Næse fra at opdage den Skjulte, hvis sikkre Skud strakte ham til Jorden, saa den sure Melk «sprøitede ud af ham». En lignende «Vildtyrk» var, som før omtalt, bleven skudt i Romsdalen. Det var, siger Sagnet, en Lykke for Bønderne, at disse «Vildtyrker» bleve skudte, da de vare farlige Speidere. Sandsynligt er det, at disse «Veirløbere» ikke have været andet end Sinclars Sporhunde, hvilket man maa formode baade af Beskrivelsen, og af at der fortælles om den, der blev skudt paa Ødegaarden, at den løb om paa Ageren og gjøede.
Skotterne brøde da op fra Sel. Det var den 26de August 1612 [Fotnote: Kruse i sin Indberetning har den 26de August, hvilken Dag ogsaa angives i den Indskrift (see Slange), der stod paa den ældre Støtte ved Kringlen, som ødelagdes ved Vandflommen 1789, og istedenfor hvilken den nuværende Støtte opreistes, i hvis Indskrift feilagtigen er anført den 24de August.], en Dag, som er bleven saa mindeværdig i Gudbrandsdalens Historie. Det var en Onsdag. Under Krigsmusik marscherede den hele Skottehær sydefter. Da nogle af dem hørte Børneskrig fra Fjeldene, hvor Mødrene vare flygtede hen, skal de spottende have sagt: «hør Troldkattene, hvor de skrige; naar vi komme igjen, skal vi besøge dem.» Men snart skulde deres Spot forstumme og deres Musik lyde for sidste Gang, og det unge Blod, som nu flød i Aarene, skulde om faa Øieblikke farve Kringlens Klippeside og Laagens graalige Vand. Skridt for Skridt nærmede de sig det Sted, hvor saa hurtig og sørgelig deres Felttog skulde endes. Bønderne ved Kringlen ventede paa dem. Disse havde her paa beqvemme Steder ovenfor Veien opført deres være Forskandsninger, et Sags Gilderværk at Steen og Tømmer. Det Sidste blev lagt paa «Slæber», sammenholdt med Toug og understøttet ved Støtter, saaledes, at naar Tougene huggedes over, og Støtterne toges bort, vilde Stokke og Stene rulle ned over den hele Fjeldskraaning. [Fotnote: En saadan Angrebsmaade, som Bønderne her valgte, var ikke ny i Landet; vi gjenfinde en lignemde allerede i Kong Sverres Saga, Cap. 18.] Hensigten var at lade dette Faldværk styrte ud, naar Fienden kom nedenunder, og derpaa at anfalde de Tiloversblivende med Vaaben i Haand. Den hele Steen- og Tømmerlægning tilligemed de Bønder, som toge deres Plads bag denne frygtelige Barrikade, blev skjult af Løv og Furretræer, saa det Hele saae du som en lille Skov. En liden Hob af Bønderne lagde sig i Skjul et Stykke nordenfor, og skulde, naar de fik høre Larmen af Striden, begive sig ned i Veien, og hindre Fienden fra at flygte tilbage. Bønderne nedhuggede ogsaa store Træer, og indrettede deraf Spanske Ryttere til at vælte foran og bag Fienden paa hans trange Vei, for saaledes at indestænge ham, og hindre ham fra at komme naade frem og tilbage. I en gammel Vise, udentvivl digtet af en eller anden Gudbrandsdøl, og som er ældre end Edvard Storms, og hvoraf haves nogle defekte Afskrifter, staaer om Bøndernes Stilling:
«Der ligger en Klev i Gudbrandsdal,
Den monne man Kringlen kalde,
Der lagde de Døler sig paa Tal,
Henved femhundrede Alle.
De standsede for sig og gjorde Muur,
Og Reiste Stener mange.
De laage der som Katten paa Luur,
Naar den vil Musen fange».
[Fotnote: Melodie: «Jeg veed en Ort baade deilig og bold.»
For at underrette sig om, hvorlangt Skotterne vare komne, og deraf slutte sig til, omtrent naar de kunde vente dem, udsendte de, fortæller Sagnet, en Bonde ved Navn Audon Skjenna [Fotnote: Der gives nu en Gaard ved Navn Skjenna, kort nord for Sels Kirke; men ingen Gaard af dette Navn findes i Grams Mandtal.] af Sel, for at speide. Han kom lige til Gaarden Skjenna, og saae Sinclar paa Voldene udenfor denne Gaard mønstre sine Folk; da han derefter saae dem passere over Laurbroen, en Bro, som da laae over Laagen tæt nordenfor Ulen-Elv, skyndte han sig tilbage. Skotterne fik dog Øie paa ham, og skal have raabt: «See den Buren, hvor han trækker paa en Pert». [Fotnote: «Buren» er det Engelske: boor d. e. Bonde, og «Pert» er et skotsk Ord, som betyder en Hest.] Det gjaldt om for Bønderne at bortlede Fiendens Opmærksomhed fra deres Baghold, og at faae vide, naar Fiendens Hovedstyrke var nedenfor dem; thi da var deres Tid at begynde Slaget. For at tilkjendegive dette Sidste blev det overdraget til en af Bønderne, at holde sig paa en Ø i Laagen, Storøen kaldet, og der, ridende paa en hvid Hest udenfor Fiendens Skudvidde, holde Linie med dennes Hovedstyrke eller med Spidsen af samme, og, naar denne var kommen til et aftalt Punkt, tilkjendegive dette ved pludselig at vende om. For at bidrage Sit til at bortlede Fiendens Opmærksomhed skal han, sige Nogle, have sat sig baglænds paa Hæsten; andre sige, at han i hiin Hensigt havde bundet et stort rødt Tørklæde om Halsen og nedover Brystet paa sin hvide Hest. Ogsaa andre Foranstaltninger vare føiede, for at bortvende Skotternes Opmærksomhed. Efter Raad af Arne Nedre-Gunstad fra Ringebo [Fotnote: Hjorthøis Beskrivelse 2 D. S. 135. I Grams Mandtal findes ingen Arne Gunstad, men derimod Leilændingerne Joen og Oluff Gundstad. Maaskee Arne var en Søn af en en af disse.] bleve nemlig af det Mandskab, som mødte frem, de mindre dygtige opstillede paa bemeldte Storøen, for at de skulle narre Fienden med et blindt Angreb, og derved trække hans Opmærksomhed bort fra det Sted, hvor den egentlige Bondehær laa. Videre lode de en Pige, ved Navn Guri, almindelig kaldet Pillar-Guri, som godt kunde blæse i Stut eller Horn, [Fotnote: Stut er ganske forskjellig fra Luur, og bestaaer i et Ko- eller Bukkehorn med fem til otte Huller i.] tage Plads paa en Fjeldpynt, Seljordkampen, paa den vestre Side af Laagen, hvorfra hun nøie kunde see den omliggende Egn og den fremliggende Fiende. Naar Massen af Fienden var kommen til mellem hende og Bønderne aftalt Sted, skulde hun lyde Hornet, for at vende Fiendens Opmærksomhed mod den Kant, hun var, som var modsat af Bondehæren, og tillige give Bønderne, som fra deres Baghold ikke kunde see Fienden, Tegn om, hvor langt den var rykket frem. Der fortælles og, at hun ligeledes efter Aftale med Bønderne holdt hængende ned for sig et hvidt langt Haandklæde, som hun skulde slynge flere Gange om Armen, og saaledes til Tegn for Bønderne forkorte, efterhaanden som Fienden nærmede sig.
Nu kom Skotterne. Deres Fortrop 60, efter andre 100 Mand, som marscherede et Stykke forud, passerede uanstaltet forbi. Pigen paa Fjeldtoppen blæste ikke, men ventede paa Hovedstyrken. Besynderligt er det, at denne Fortrop Intet mærkede til Bønderne. Derpaa kom Skotternes Hovedafdeling, men Bønderne holdte sig endnu rolige, hver færdig paa sin Post. Iblandt dem var ogsaa Berdon eller Bardum Sejelstad fra Ringebo [Fotnote: Hjorthøi, saavelsom Sagnet, kalder ham Berdon; i Grams Mandtal skrives Navnet Berdum og i Christian den 4des Gavebrev Bardum, hvilke forskjellige Benævnelser udentvivl ere alle en, igjennem Tiderne og under Sprogets fremadskridende Fordærvelse opstaaet Forvanskning af det gamle Oldtids-Navn: Baard, Bàrd.], der tilligemed 2 andre duelige Skyttere var af en af Anførerne bleven udvagt til at lægge an paa Sinclar selv, og havde Berdon betinget sig, at Ingen maatte skyde før ham. Skotterne formodede Bondehæren længere foran sig, ventede intet Angreb her, nærmede sig derfor trygge og vare «muntre». Da de vare komne nær nok, hørte de Pigen fra hendes Fjeldpynt spille. Skotterne standsede og lyttede til de usædvanlige og melankolske Toner. Sinclars Musikchor svarede hende derpaa med en Marsch. Atter spillede Pigen de samme Toner, og Skotterne svarede hende anden Gang. [Fotnote: Baade det, Pigen spillede, og Skotternes Marsch haves endnu af Bygdens Spillemænd, skjøndt rimeligviis, især den sidste, forvansket. Begge Dele, udsatte for Claveer, findes i Steentryk tilføiede nærværende Afhandling. Maadskee der i Sinclars Marsch findes Grundtonerne til den rette, og muligt er det, at man i Skotland kunde faae den ægte sinclarske Marsch; thi det er troeligt, at det var Clanen Sinclares Pibe-Musik, Oberste Sinclar brugte, og skjønt Clan-Indretningen forlængst er ophævet, er det dog Atter blev en Salve og flere Salver givet, men med samme Virkning, og Skotterne loe til dette, som de troede, feige Angreb, og løftede til Spot deres Huer af for hver Salve; men pludselig gaves Signalet for de skjule Bønder og Scenen forandredes. Steen- og Tømmervælterne styrtede nu ned, i det tillige i samme Stund Sinclar falder det første Skud. Berdon Sejelstad havde bag nogle Grantræer taget Sigte paa ham, og da Sinclar var anseet paa en vældig og tapper Krigsmand, der kunde frie sig for Skud, havde Berdon, for at være, som han troede, sikkrere i sin Sag, taget sin Sølvhalsknap, tygget den sammen og med den ladet sit Gevær. [Fotnote: Den overtro, at Folk af udmærket Tapperhed kunde frie sig for Skud, og at det ikke nyttede at bruge Blyetkugler mod dem, men at Sølv maatte til, findes tildeels endnu, og er eller har været almindelig i mange andre Lande.] Nogle sige og, at det klikkede for ham første Gang. Skuddet skal have truffet Sinclar oppe i Panden, strax ovenfor det venstre Øie. I det han faldt, skal han have raabt: «dette er Berdon Sejelstads Hage… [Fotnote: d. e. Gevær. Hage eller Hagebøsse (i det tydske Sprog Haken og Hakenrohr) var nemlig det første Skydevaaben, der afløste Buen eller Armbrysten. Jfr. J. Chr. Berg om Landeværnet, S. 525.] Det Sted hvor han faldt, vises endnu og kaldes «Siclars-Dokken». Øieblikkelig efterat Obersten var falden, gik det ud over de Andre, og Bøndene styrtede frem med Mod og Hurtighed, udbredende Stræk og Død ved at skyde med Rifle og hugge med Øre. Skotternes Stilling var høist mislig; thi det trange Pas, hvori de vare sammentrængte og Bjergets Skraaning, hvor de stode, tilstedede ingen Slagorden. Norden- og sønden- og ovenfor rasede Bønderne løs paa dem. I den før ommeldte Vise staaer:
«De vare omringed’ sønder og nord
Det monne de meest fortryde,
Der skeede paa dem eet ynkeligt Mord.»
De løbe vel opad Fjeldet, for at binde an, men stødtes ned. «Hvilke af dem, som ikke bleve skudte, haver givet sig udi Elven sig at salvere, og der bleve druknede, og hvilke af dem levende over Elven kom, bleve dog af Bønderne paa samme Side strax ihjelslagne.» [Fotnote: Kruses Indberetning.]
I Dølevisen staaer om Slaget endvidere:
«Der Oberste red i forreste Led,
Han holdt sig saare prægtig.
Han blev først skudt af Hesten ned,
Og blev strax ganske admægtig.
Han døde og der strax paa Stand
Med flere paa de Tide.
Georgius Sinclar hedte han,
Som da blev lagt i Lige.
Der tumled’ mangen stolter Helt
Og dandsed’ imod deres Villie,
Hest og Mand til Jorden blev fældt,
Saa bød dem Dølen til Gilde.
De Kugler tykke som Hagel fløi,
Mand maatte der holde og bie.
Der hørtes mangen Vraal og Støi,
Ja, værkede mangen Side.
Der svedtes mangen blodig Sved,
De blev i Kinderne hvide.
……….
……….
De gave sige strax ad Klippen op;
Død vil’ de de Norske bringe,
Men bleve nedkjørte med Steen og Stok,
Og maatte for Klippen springe.
Hart [Fotnote: d. e. nær.9] hos den Klippe der rinder en Aae,
De Strømme [Laagen og Otta Elv forene sig i Nærheden af Kringlen.] rinde saa stride.
Enhver, som ikke kand Landet naae,
Han monne for Strømmen drive.
De svømmede baade hid og did
Paa Ryggen som de og kunde.
Den Konst de havde lært med Flid,
Dog maatte de gaae til Bunde;
De skjøde paa dem ret skarpelig.
At Vandet stod dem om Øre;
De maatte blive paa det Sted
Og naaede ei det Tørre.»
Pigen oppe paa Fjeldtinden vedblev under Slaget at spille, indtil hun saae Laagen farvet af Blod. Da kastede hun Stuten (Hornet) over sit Hoved, gik bort og omvexlede sin Sang med Graad. Ogsaa Sinclars Kone, sige Nogle, omkom i Slaget tilligemed sit Barn. Efter Sagnet var Kjel Fjerdingreen [Fotnote: Navnet findes i Grams Mandtal.] af Hedalen, Annex til Vaage, da de Andre gik i Kampen, bleven overtalt af sin Kjæreste, som anede en Ulykke, at blive tilbage; men da hun fik høre, at Sinclar havde sin Kone med, og at denne førte med sig et nyfødt Barn, blev hun urolig for dette, og saameget hun før havde bedet ham blive tilbage, saameget bad hun ham nu gaae med, ikke for at deeltage i Kampens Blodbad, men for, om muligt, at redde Barnet. «Ikke faaer Du mig, Kjel! skal hun have sagt, før Du har reddet Barnet». Han gik derfor med. Under Slagets Tummel styrtede Kjel frem, for at opfylde sin Kjærestes vakre Bøn. Barnet var nylig rammet af en Kugle. Kjel fandt Fru Sinclar, som var ude af sig selv af Sorg, tilhest og tørrede Blodet af Barnet. Idet han vilde tage det – Andre sige, at det var faldet fra hende, da hun i Forskrækkelsen havde sluppet det, og at Kjel greb det og rakte hende det – troede hun, at han vilde skade det, og dreven af Skræk og Moderfølelse stødte hun en Flus [Fotnote: d. e. en Dolk.], som hun havde i Haanden, i sin Velgjørers Bryst. Andre sige, at hun trykkede Dolken i ham igjennem Ryggen, i det han ludede sig, for at tage Barnet. En af Kjels Følge skal derpaa have skudt Fruen af Hesten, og siden skal hun være seet som Lig i Laagen. Andre sige, at Bønderne styrtede hende i Laagen, da de antoge hende for en Hex, og at hun der sad og aftørrede Blodet af sit Barn, og at Laagen bar hende eet langt Stykke, før hun omkom. Da Barnet blev dræbt, og før hun blev Bølgernes Rov, skal hun af Fortvivlelse, andre sige af Haan, have istemt en vild Sang. Det Sted, hvor hun nogle Øieblikke holdtes oppe paa Vandet, siges at være strax ud for den nordligste Bakke i Kringlen. Andre sige, at hun siden var blant de Fangne, og at hendes Liv blev sparet. I Vaage Kaldsbog er anført, at hun beholdt Livet. Fra noget nord for denne Bakke til et Stykke syd for det Høieste af Kringlen, hvor Træstøtten staaer, har formodentlig Slaget staaet. Ifølge Kruses Indberetning varede det i halvanden Time. Da Kampen var endt og Seieren vunden, satte Bønderne efter Fortroppen, som de først havde ladet uhindret passere. Denne Trop havde taget Flugten fremad, da den fornam Nederlaget paa de Øvrige; men indhentedes paa en Slette ved Gaarden Solhjem, et Stykke søndenfor Kringlen. Da Bønderne kom stormende med Skriget: «Falder an, falder an, her har vi flere», og Skotterne indsaae, «hvad deraf vilde flyde», sende de strax deres Tolk frem og sagde, at de vilde give sig tilfange. De nedlagde derpaa deres Vaaben, men da de saae, at Bønderne ikke vare saa mange som de først tænkte, toge de Vaabnene op igjen, og vilde slaae sig igjennem; men nu bleve de saaledes modtagne, at de Alle bleve deels skudte eller nedhuggede, dels fangne. Veiviseren Peder Klognæs var blant Fortroppen og havde nær deelt Skjebne med dem; men paa Raabet: «Jeg er Peder Klognæs, jeg er da Peder Klognæs og er af Eders eget Folk», undgik han den, og kom siden lykkelig tilbage til sit Hjem i Romsdalen.
Størrelsen af Bondehæren, som sloges ved Kringlen, udgjorde mellem 400 til 500 Mand, [Fotnote: Kruse i sin Indberetning skriver, at den har været «firehundrede og fems (?) Mand stærk», i Dølevisen, (see foran S. 33), staaer henved 500 Mand, og feilagtigen synes derfor Bondestyrken at være angivet til 300 Mand i Indskriften paa Støtten over Sinclars Grav.) hvoraf sex faldt og nogle Faa bleve Saarede, efter hvad der staaer i Dølevisen:
«Der Dølerne havde dette gjort
Og lagt saa Fienden øde,
Jeg haver det for Sanding spurgt,
At sex er bleven døde
I Slaget som stod ved den Klev,
Og da blev lagt i Lige,
Foruden de som saaret blev,
Som ere saa at sige.»
Bønderne reiste derpaa strax derfra med Fangene til Qvam, Annex til Froen. Efter denne nyligen indlagde Hæder begik Bønderne Dagen efter en Blodgjerning, som Dalens Beboere nu med Afsky omtale og ønske var ugjort. «De Fornemste af dem, som der vare tilstede», vilde vel, at de Fangne, som de havde indestængt i en Lade paa Gaarden Klomstad, skulde alle føres til Agershuus,
«Men dette behagede Dølerne ei,
At de saa skulde drage
Gjennem den lange og trange Vei
Og gjøre Landet Umage.»
Mængden raabte, at de Alle der skulle lade Livet, hvorpaa de – saa stor var den almindelige Forbittrelse – udtoeg dem af Laden [Fotnote: Laden staaer endnu et Stykke Nord for Sinclars Grav i Nærheden af Kongeveien.] Mand for Mand og skjøde dem paa 18 eller nogle faae nær. Fem eller sex, som Skuddene «formedelst Trolddomskonst», hedder det, «ikke bede paa, bleve stukne ihjel med Spyd. I Dølevisen staaer:
«De agted’ ei Lod eller Krud,
Det tørred’ i deres Pander,
Saa haard var deres Kjød og Hud,
Det kunde ei igjennem dem gange.
Formedelst List og Troldomskonst,
Den havde de lært til Prikke,
Hvad man dem gjorde, var omsonst,
De monne ei derved hikke.
Saa toge de til de skarpe Spjud
Og monne til dennem rende,
Da revnede baade Kjød og Hud
Og gjorde med dem en Ende.
Dog af de Fangne beholdne blev
Jeg veed paa een nær tyve,
Blandt dennem to Capitainer gik,
Jeg vil det ikke lyve.
Den ene Capitain Brryts ved Navn,
Den anden Capitain Ramse.
…..
…..
Kruse skriver om de Fangne: «Mens den Dag Slaget stod, blev der fangen 134 Skotter, hvilke de strax om anden Dagen ihjelslog og skjød, undtagen 18, sigende til hverandre, at Kongl. Maj. havde nok at føde udi samme atten, dog en Part af dem vare saare(de) og en Part havde Kuglerne i Livet der de hid [Fotnote: d. e. til Aggershus Slot.] ankom, af forskrevne 18 Soldater vi nu nedskikke [Fotnote: d. e. til Danmark.] de trende fornemste, som er en Capitaine ved Navn Alexander Ramsy (Ramsay) og hans Lieutenant ved Navn Jacob Mannerpange, hvilken tilforn har været baade udi Danmark og Sverige, og paa dette deres Tog har ladet sig bruge for en Tolk; den tredie hedder Herrich Bryssz, hvilken skal have ladet sig bruge efter hans Beretning for en Krigsmand baade udi Holland, Spanien og Ungarn. Hvad de øvrige 15 Personer anlanger, har en Part strax taget Tjeneste hos godt Folk her udi Landet, en Part har jeg strax nedskikket til Elfsborgs, hvilke godvilligen vil begive sig til Kongl. Maj, under Jørgen Lunges Regimente. [Fotnote: d. e. tage dansk Krigstjeneste. Jørgen Lunge var en dansk Adelsmand, som dengang var Befalingsmand over Bahuus Slot.]
I Dølevisen hedder det om dem: (side 45)
«De bleve omsider til Slottet ført,
De lysted’ ei her at blive
…..
…..
De kunde ei lide den Kost saa haard,
Som Gudbrandsdølen mon’ give,
Her vanker ei mange Høns og Faar,
Men Lod og Krud udi Live.»
At mindst 18 beholdt Livet, seer man saaledes af Kruses Indberetning, og at desuden endda Nogle bleve tilbage i Dalen, fortælles i Sagn; Storm synger, at Ingen af Skotterne nogensinde gjensaae sit Fædrenelad; imidlertid fortælles dog om Een, «at han kom hjem». [Fotnote: Slange fortæller, at de «Allesammen bleve ihjelskudte og nedhugne undtagen tvende»; men fortjener i denne Henseende vist mindre Tiltro, end Kruse og Sagnene. Slange fortæller ogsaa, «at en af de Fangne var en Glasmester, som satte sig ned i Norge og ger døde og at en anden blev sendt til Skotland.» Dette fortælles og i Sagn, men at denne Sidste blev sendt hjem, «for at fortælle sine Landsmænd, hvorledes det var løbet af er vel Slanges eget Tillæg. Som et Exempel paa hvor forvansket flere af de senere Historieskrivere fortælle Begivenheden ved Kringlen, kan iblandt Andet tjene, at Fred. Sneedorff i sine Forelæsninger over Fædrenelandets Historie 2det B. S. 106, og siden endog Werlauff i det af ham udgivne 4de Oplag af Munthes Levnetsbeskrivelser S. 191, have fordreiet hiin Beretning af Slange, om at den ene af Skotterne nedsatte sig her i Landet som Glasmester, derhen, at han indrettede et Glasværk i Norge.]. Det Sted i Qvam, hvor de ved Laden dræbte Skotter bleve begravne, vises endnu et Styjje nord for Laden og kaldes Skothaugen.
Bøndernes Adfærd mod de fangne Skotter lader sig ikke vist i nogen Maade retfærdiggiøre, men saalænge der gives Meget, som taler til Undskyldning for samme, bør man paa den anden Side ogsaa være varsom med at afsige nogen ubetinget Fordømmelsesdom derover. Efter Sagnet skulle de være blevne ophidsede til hiin Handling af Peder Klognæs, der havde seet saamegen Grusomhed udøvet af Skotterne underveis, og som selv havde lidt saameget af dem. Man kan tænke sig, at Sammenhængen maaskee har været følgende: Bønderne kom, trætte af flere Dages Marsch og den sidste Dags Arbeide og Kamp, til Qvam med de Fangne, begyndte ventelig at blive kjede af at føre dem længere, det var den travle Aandetid, Provianten var dertil maaskee liden. Muligens har en Deel af dem taget sig en Ruus, ligesom tidligere i Sel, og ophidsede deraf og af Fortællingen om Skotternes udviste Grusomhed, have de anseet dem fortjente til Døden og strax iværksat deres Drab, uagtet de Fornemste have modsat sig det (see foran S. 43). Maaskee tillige de Fangne selv under deres Transport eller Bevogtning kan have givet Anledning til Forbittrelse, og saameget mere kan en saadan Formodning ligge indenfor Mulighedens Grændse, da det ellers er høist begsynderligt, at ikke Bønderne strax efter Affairen ved Solhjem gjorde det af med de Fangne, siden deres Forbittrelse den følgende Dag var saa stor, men førte dem 1 ½ Miil paa Veien til Agershuus. Særegne Omstændigheder, som vi nu ikke længere kjende, kunne desuden have været tilstede som medvirkende Aarsag til Handlingen. Inden man iøvrigt fælder Dommen over Gudbrandsdølerne, maa man erindre sig, at Datidens Krige, og Calmar Krigen i det Hele, førtes med megen Grusomhed, og tillige sætte sig tilbage i Tidsalderens Aand, og ikke glemme at over to Aarhundreder ligge mellem dem og os. Paa hvor langt et høiere Culturtrin staaer ikke den nyere Tid, og dog opviser den ikke faa Exempler paa et lige Barbari. Man erindre sig blot, hvad der fortælles om Hertugen af Cumberlands Grusomhed i 1746 efter Slaget ved Culloden i Skotland, General Morenos Mord paa General Torrejos og hans 60 Ulykkesbrødre paa Sletterne udenfor Malaga i 1832, General Minas Grusomhed i Lacarotz i 1835 og Carlisternes Grusomhed mod de engelske Fangne ved Tolosa i 1837, o. s. v.
Om Een af de fangne Skotter, som beholdt Livet, fortælles i Sagn, at da han saae Geværet lagt an mod sig, løb hen mod Ingebrikt Valde [Fotnote: Hiorthøi kalder ham Ingebrikt Sørvold; i Grams Mandtal findes hverken dette Navn eller Ingebrigt Valdes, derimod nævnes Leilændingerne Oluff og Knud Valde.] af Vaage og ved ynkelige Gebærder bad om Liv og Frelse og søgte Skjul under hans Hest, hvorpaa Ingebrikt opløftede sin Øxe til hans Forsvar med Trudsel, at ville nedhugge den, som dræbte ham. Denne Skotte skal have været Glasmester og nedsatte sig siden i Landet, og til Beviis paa sin Taknemmelighed sendte han nogle Vinduer til Ingebrigt Valde, hvem han i sine Breve altid kaldte sin «Livsfa’r». Af de samme Vinduer forevises paa Gaarden Valde eet, hvori nogle Zirater med inmdbrændt Arbeide paa en Rude ere anbragte, som forestille et Skjold, hvorpaa sees en Figur som Bomærke (maaskee Ingebrigt Valdes) og en Engel, som holder sine Hænder ligesom beskyttende over det. En Anden af de Fangne forblev i Vaage, hvor han fik et Stykke Jord at opdyrke, hvilken Rydningsjord nu er en Gaard, der fører Navnet Skotlien. Under Affairen enten ved Kringlen eller ved Solhjem skal en af Skotterne have reddet sig ved at svømme over Laagen, og tog siden til Fjelds. Om Aftenen kom han – Fjeldet er kun een Miil over – ned til Gaarden Ellingsbø i Hedalen, og hans Miner gave Frygt og Hunger tilkjende. Manden paa Gaarden, der efter Grams Mandtal hed Christen, satte Mad frem for ham. Medens Skotten sad og spiste, kom Slaattekarle hjem fra Slaatten. Ved synet af dem og deres Ljaer troede Skotten, de vare af dem ved Kringlen, lø bop og yttrede ved Tegn Frygt for, at de vilde ham til Livs; men Bonden fik ham snart beroliget. Skotten blev der i fire Aar, kom siden til Oslo, hvor han nedsatte sig som Guldsmed, og sendte, som Foræringer til sin Velgjører paa Ellingsbø, Sølvskaale til hans Børn. Fra En af de Fangne, som skal have været Kardemager, og som her i Landet blev gift, nedstammer en Familie med Tilnavnet Matheson, hvoraf der endnu leve Flere i Throndhjems Stift. Blandt de Fangne var og et Fruentimmer, som Lars Hage siden traf igjen hos en Kjøbmand i Oslo. Han gjenkjendte hende, og hun ham. Kjøbmanden bad hende iskjænke et Kruus Øl for Manden. Da denne ikke vilde drikke, sagde hun: «Drik, gode Mand, jeg har intet Ondt gjort dig», og da Kjøbmanden spurgte hende: «Veed du, hvem du skjænker det gode Øl?» svarede hun: «Jeg kjender ham nok, det var ikke «Bur» [Fotnote: Jfr. 1ste Anmærkning til S. 34.] i Buskene laae, men det var nogle Djevle.» En Fange, som havde været indqvarteret paa Gaarden Veikle i Qvam, og som var bleven vel behandlet, sendte siden, siger Sagnet, «da han kom hjem», til Manden paa Gaarden [Fotnote: Manden hed efter Grams Mandtal Otter.] sex Sølvskeer som Erindringsgave. Om tvende Fangne, som vare indqvarterede, den Ene paa egn Gaard i Qvam, den Anden paa en Gaard i Sel, fortælles, at de samme Høst bleve skudte, «da Opsidderne ikke fandt sin Regning ved at føde dem Vinteren over». Ogsaa paa Vaage skal En af de Fangne være bleven dræbt. Bonden, hos hvem han var, tog ham nemlig med paa en Skovreise; underveis, siges der, blev talt om Slaget ved Kringlen. Da den Fangne yttrede, at havde Skotterne vidst af Bønderne, saaledes som disse vidste af dem, var det gaaet annerledes, blev Bonden herover saa vred, at han nedhug sin Fange paa Stedet.
Om Bønderne fra Vaage fortælles, at da de droge tilbage, mødte de ved Kalsteen paa Vaage en Deel Lomværinger, som agtede sig i Kast med Skotterne. En Ordstrid opstod mellem de seierstolte Vaageværinger og Løen, og nær var det kommen til blodig Kamp, hvilket dog forhindredes ved Enkeltes Forestillinger. En Peder Killie [Fotnote: Navnet nævnes ogsaa i Grams Mandtal] af Dovre skal ved sin Hjemkomst fra Slaget have yttret, at han takkede Gud for, at han ikke havde løst Skud paa Skotterne, men da en anden Bonde, hans Grande, hørte dette, blev han vred, spændte strax sin Bøsse for at skyde ham, og havde ogsaa skudt ham, hvis ikke andre vare komne imellem og havde forhindret det. En Jørgen Fjerdingreen [Fotnote: Ingen af dette Navn forekommer i Grams Mandtal.] af Hedalen skal have faaet fat paa Sinclars Pengeskrin, og førte det paa Hjemveien med sig i en Kløv. Paa Gaarden Breden var han inde, for at gjøre sig til gode; men medens han der gjorde sit Maaltid noget vel længe, blev hans Pengekløv, som han imidlertid havde ladet staae udenfor, borte for ham. Deraf er et, dog ikke almindeligt, Ordsprog: «at gjøre Jørgens Maaltid».
Sinclars Liig blev ført til Qvam, og der begravet tæt udenfor Kirkegaarden, da de forbittrede Bønder ikke vilde lade ham faae indviet Jord. Der fortælles at en Slægtning af ham troede, at han ikke var død, men kun fangen, og reiste derfor til Norge, for at opsøge ham, men fandt her – hans Grav. En simpel Støtte af Træ nær ved Veien, et Stykke i Syd for Kirken [Fotnote: Kirken stod i 1612 nærmere Støtten, da den senere er bleven flyttet for Elvebruds Skyld, ved hvilken Leilighed ogsaa Qvams gamle Kirkegaard blev sløifet.] viser os endnu hvor han ligger begraven. Til Støtten er fæstet en Tavle, hvorpaa man læser Følgende:
«Epithapium:
Her under
hviler Hr.
Obrist Jørgen Zinclar,
som faldt i Kringlene
Aaret 1612 med et
Antal af 900 Skotter,
som blev knuset som Leerpotter
af et mindre Antal af 300 Bønder
af Lessøe, Vaage og Froen,
og Bøndernes Anfører det var
Berdon Segelstad af Ringeboe.»
[Fotnote: Denne Støtte blev opreist i 1789 af et Par Bønder, efterat en ældre var bleven ødelagt ved Vandflommen. Jfr. R.H.S.Blochs Iagttagelser paa en Reise fra Throndhjem til Christiania i 1806, S. 26.]
Ogsaa paa det Sted, hvor Sinclar og hans Skotter faldt, reistes et Minde til Erindring om denne Begivenhed. Istedenfor en Steenstøttet, som ifølge Slange skal have havt den Indskrift: «Her blef Oberste Georg Sinclar skudt den 26de Augusti Anno 1612», blev den nærværende Støtte opreist i Aaret 1733 i Anledning af Kong Christian den 6tes Reise til Throndhjem. Støtten, der staaer under en beskyggende Birk øverst i Bakken ved Veien, og nogle faa Skridt søndenfor det Sted, hvor Sinclar blev skudt, er et simpelt Trækors, hvorpaa en Tavle er anbragt med følgende Indskrift:
«Mod, Troskab, Tapperhed og hvad som giver Ære,
Den hele Verden kan blant norske Klipper lære.
En Prøve er der seet af saadan Tapperhed,
Blandt Klipperne i Nord, ret just paa dette Sted;
Et heelt bevæpnet Corps af nogle hundred Skotter
Her blive knusede fast ligesom Leerpotter;
De fandt, at Tapperhed, med Troskab og med Mod
I Gudbrandsdølens Brøst i fulde Esse stoed.
[Fotnote: 1612 den 24. August] Jørgen von Zinclair [Fotnote: Blev 900 Skotter her slagen af et mindre Tal af 300 Bønder af Lessø, Vaage, Froen og Ringebo Sogne] som Skotternes Anfører,
Han tænkte ved sig selv, mig her slet ingen rører,
Men see et lidet Tal af Bønder for ham var,
Som hannem Dødens Bud af Krud og Kugler bar,
Vor nordiske Monark, Kong Christian den Sjette,
Til Ære paa hans Vei [Fotnote: «Da Kongen i Julio (den 15de) 1733 allernaadigst behagede at reise her forbi til Trondhjem». Om det Feilagtige paa flere Steder i denne Indskrift henvises til det Foregaaende. Indskriften findes ogsaa aftrykt i Kjerulfs Journal over Christian den 6tes Reise i Norge 1733, S. 40; Bings Norges Beskr. S. 348; i Hjorthøis Beskr. over Gudbrandsdalen, 2 D. S. 33-34, og i Budstikkens 3 Aarg. 1821 S. 111. I Edv. Storms samlede Digte, Kbhvn. 1785, findes Støttet afbildet som Tittelvignet. De to første Linier i Indskriften er af den bekjendte Digter, Biskop Kingo, og findes paa Frederik den Fjerdes saakaldte Reisedalere, som denne Konge lod uddele paa sin Reise i Norge 1704] vil have opsat dette,
For ham vi reede er at vove Blod og Liv,
Indtil vor Aand gaar ud, og Kroppen legges stiv».
Endnu en Støtte blev til Minde om Slaget opreist af en Privatmand i Aaret 1826 kort nordenfor Kringlen ved Gaarden Pladsen eller Søndre Kringlen. Den er omtrent 2 ½ Alen høi, af Klæbersteen og i Form af en Obelisk, paa hvis horizontale Flade hviler en Kugle. Man har paatænkt at anbringe denne Støtte paa et mere passende Sted, naar Veien, som man troer, engang bliver omlagt, og da tillige give den til Indskrift blot disse faa Ord: Den 26de August 1612.
Den saakaldte Selsnæpe (cicuta virosa s. aqvatica), [Fotnote: En udførlig Beskrivelse over Selsnæpen læses i Pontoppidans Norges naturlige Historie, 1 D. S. 200-204, jfr. Hjorthøi 1 D. S. 98.] der er meget giftig, og som voxer i Mængde ved et Kjær i Nordre-Sel, er og, siger Sagnet, fra Skotternes Tid. Skotterne, hedder det, saaede der denne Urt; men at dette kun er Noget, som Hadet har tillagt dem, behøver vel neppe tilføies. Paa en Holme lige ud for Kringlen stod til den store Vandflom i 1789 et stort Furretræ, i hvis Stamme deels fandtes Geværkugler, deels vistes mange Spor efter dem, og der, hvor Trækorset nu staaer, bleve for nogle Aar siden Menneskebeen fundne.
Adskillige Vaaben og andre Ting ere endnu tilbage efter Skotterne paa mange Steder i Dalen. Saaledes findes i Bredebygd paa Gaarden Mælum en Tromme, som hedder Skottetrommen. Den er for 30 til 40 Aar siden kommen fra Ringebo, hvor den og var bekjendt under det samme Navn. Paa Gaarden Nordre-Bue, er et Gevær og en Kaarde efter Skotterne. Paa Gaarden Søndre-Kringlen eller Pladsen blev en Spore og en Kniv for Kort Tid siden funden oppe i Bakken, hvor Slaget stod. I Vaage Sogn paa Gaarden Lunde er en Dolk, som har tilhørt Skotterne. I Hedalen paa Gaarden Kruke er ogsaa en Dolk, og denne siges at være den som Fru Sinclar stak Kjel Fjerdingen med. Disse Dolke ere, efter en reisende Englænders Sigende, af Udseende som de, der endnu bruges af et Regiment i Skotland, som er bevæbnet paa gammel Viis. Paa Gaarden Fjerdingreen er en Pung, som bestaar af Staaltraadringe, ligesaa et stort og et lidet Krudthorn, som siges at have tilhørt Oberst Sinclar. I Dovre Sogn paa Gaarden Ødegaarden opbevares en Jernbeslaaet Kiste, som siges at have været Sinclars Pengekiste, ligesom et stort og et lidet Krudthorn, der ogsaa skal have tilhørt ham. I Læssø Sogn er paa Gaarden Sønstebø ligeledes et Krudthorn. Peder Klognæs skal af Sinclars Sager have faaet et Par Lysesaxe, som han havde med sig hjem, hvilke Saxe endnu skal opbevares paa Gaarden Mandalen i Romsdalen. I Rustkammeret paa Agershuus Fæstning opbevares 11 Geværer, der have tilhørt Skotterne. I Musæet i Bergen findes et Pistolskjæfte og et Krudthorn, og i Musæet ved vort Universitet et Pistolskjæfte, indlagt med Elphenbeen, Alt efter Skotterne. I Musæet i Kjøbenhavn opbevares Sinclars Pistoler. De beskrives i Musæets Catalog saaledes: «Laasene ere med Panden af det saakaldte spanske Slags, men blandt de ældste af disse. Løbene ere af Messing. Paa dem er indgravet den skotske Tidsel og Bogstaverne A. S. I Aaret 1690 har General-Lieutenant Johan Wibe nedsendt disse Pistler til Kong Christian den 5te med den Bemærkning, at de havde tilhørt den skotske Oberst Georg Sinclar, som i Aaret 1612 faldt med sine Skotter i Gudbrandsdalen.» [Fotnote: Hvis ellers disse Pistoler virkelig have tilhørt Sinclar, kunne muligens hine Bogstaver henpege paa et Familie-Forhold mellem ham og den danske Adelsmand, Anders Sinclar, der i 1607 indvandrede fra Skotland til Danmark, hvor hans Slægt uddøde i Slutningen af det 17de Aarhundrede. Iøvrigt levede der i Norge, allerede et Par Aarhundreder forinden Georg Sinclar fremtraadte her, Personer af dette Navn; saaledes nævnes en Davis Sinclar som Befalingsmand i Bergen 1416; en Anders Sinclar som Høvedsmand paa Bahuus Slot fra 1461 til 1464, og en Aaseline Henrichsdatter Sinclar af Sanneberg, som var gift med Anders van Bergen til Gaarden Onerheim i Søndhordlehn, der i Slutningen af det 15de Aarhundrede var norsk Rigsraad (Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, 3 B. S. 576). Foruden en Capitain Sinclar, der nævnes i 1645, forekommer ogsaa her i Landet i det 17de Aarhundre en David Sinclar, der under 2. August 1669 af Kong Frederik den 3die blev udnævnt til Foged over Eger og Lier, og som brugte Gaarden Sem i Eger under Forpagtning af Kronen, samt en Gregers Sinclar, der udentvivl var i Slægt med den Nysnævnte, og som i 1688 boede i Vestfossen i Eger, hvor han paa Gaarden Hals lod i hiint Aar anlægge et Kobberværk med Smeltehytte og Pukværk, men som han efter 4 Aars uheldig Drift igjen maatte forlade. Selv endnu i Slutningen af forrige Aarhundrede levede der Personer af Navnet Sinclar i Landet (Krafts Norges Beskr. 2 D. S. 406 og 407, Strøms Egers Beskr. S. 56, og Dokumenter i Rigsarkivet og Christianias Raadstue-Arkiv). Vanskeligt vil det forøvrigt være, af Mangel paa historiske Efterretninger, at bestemme, hvorvidt Nogen af de ovenanførte Personer stode i Slægtskabs-Forbindelse med hverandre, eller om Nogen af dem nedstammede fra den adelige skotske Familie Sinclar, da der i Skotland gaves en heel Clan af dette Navn. Maaskee har den Førstnævnte, Anders Sinclar, været af denne skotske Familie, hvorfra ogsaa adskillige svenske adelige Familier af Navnet Sinclar skal have sin Oprindelse. Af disse sidste var en Frants Sinclar den Første, som i Aaret 1649 blev optagen i den svenske Ridder- og Adelsstand, ifølge Stjernmans Matrikel øfwer Svearikets Ridderskap och Adel, 1 D. S. 425, jfr. S. 516, 710 og 3 D. S. 22. Den skotske adelige Familie Sinclar eller St. Clair er oprindelig af normannisk Herkomst, men har sit nærmeste Udspring fra Saint Clair i Frankrige, hvorfra William St. Clair, en Søn af Walderne Greve af St. Clair og Margrethe, Datter af Hertug Rikkard af Normandie, indvandrede i det 12te Aarhundrede til Skotland, hvor han erhvervede sig vidtløftige Eiendomme i Mid-Lothian. Hans Efterkommeres Besiddelser forøgedes betydelig ved de skotske Kongers, især Robert Bruces, Gavmildhed, og indbefattede tilsidst Baronierne Rosline, Pentland, Cowsland, Cardaine m. Fl. En af hiin William St. Clair’s Descendenter i lige Linie, ved Navn Henrik St. Clair (de sancto Claro), blev 1379 af den norske Konge, Hakon den 6te, udnævnt til Jarl eller Greve over Ørkenøerne, som dengang stod under Norges Riges Høihed, og hans Familie beklædte denne Værdighed ligetil 1774, da Ørkenøerne ved en Partliamentsakt lagdes under daværende Greve over Ørkenøerne, William St. Clair Greve af Caithness, af Kong Jacob den 3die Slottet Ravensheuch, hvoraf de endnu tilbageværende Ruiner tilhørte en Green af Familien, Greven af Rosline. Ifølge Stjernman skal Greverne af Ørkenøerne (om hvilke jfr. Catalogus Comitum Orcasdensium i Orkneyinga-Saga, Havniæ 1780) have brugt til Valgsprog: Fight Ↄ: strid, kæmp. Som Tilhængere af Huset Stuart tabte Familien St. Clair sine Godser, og maatte vandre i Landflygtighed. Walter Scott har, som bekjendt, besjunget Familien tragiske Skjebne i 6te Sang af sit Digt om den sidste Ministrel (the Lay of the last Ministrel). Familien St. Clair har ellers forgrenet sig vidt om i Skotland, og skal de svenske adelige Familier af dette Navn nedstamme fra de St. Clairer af Freswich og Dumbeath. Endskiønt man ingen historisk Vished har for, at ogsaa den Georg Sinclar, som faldt ved Kringlen, skulde nedstamme fra denne skotske adelige Familie St. Clair, saa taler dog en temmelig høi Graf af Sandsynlighed derfor.] af forrige Aarhundrede skal en Grev Laurvig have eiet Sinclars Pistoler, og Grev G. C. R. Thott hans Gevær, som i lang Tid var bleven opbevaret hos Berdon Segelstads Familie, hvilken sidste, som Sinclars Banemand, skal have faaet det til Bytte. I Begyndelsen af nærværende Aarhundrede skal Thor Bratt paa Tofte have eiet Sinclars Slagsværd, som han bortforærede, for at nedsendes til Kunstkammeret i Kjøbenhavn. [Fotnote: Jfr. Scheels Krigens Skueplads, oversat af Thaarup, S. 30, Blochs Reiseiagttagelser S. 22, og Wilses Spydebergs Beskrivelse, Tillægget S. 68.]
Ligesom Christian den Fjerde med Strenghed lod afstraffe Adelsmanden Steen Bilde, Størdølerne og Jæmterne, fordi de ingen Modstand havde gjort den foran omtalte Obest Munkhaven paa hans Gjennemmarsch til Sverige, saaledes lod han paa den anden Side heller ikke Gudbrandsdølernes udviste Færd, der var Hines saa modsat, forblive ubelønnet. Ved aabent Brev, dateret Frederiksborg Slot den 3die September 1613, skjænkede han nemlig Lars Hage hans paaboende Gaard (Hage), samt Gaarden Landnem, Peder Randklev hans paaboende Gaard (Nedre-Randklev), samt Gaarden Gundestad, og Berdon Sejelstad ligeledes hans paaboende Gaard (Øvre-Sejelstad), «dem og deres Arvinger til evindelig Eiendom, for deres Troskab, Flittighed og Mandelighed udi sidst forledne Feide». [Fotnote: De her nævnte bortgivne Gaarde laae den gang alle under Kronen, og vare hidtil kun blevne brugte af Opsidderne som Byxelgods. Forøvrigt findes Christian den 4des Gavebreve indførte in extenso i det vedføiede Anhang.] Endnu leve Efterkommere saavel af Lars Hage, [I et i Rigsarkivet opbevaret Brev, dateret Østeraad den 20de Dec. 1661, fra Cantsler Ove Bjelke til den norske Statholder Iver Krabbe, hvori hiin anbefaler denne at hjælpe en «Peder Eckre forrige Lensmand paa Dovre», til Rette i en Sag, skriver han iblandt Andet, at han «haver kjendt hans Fader, som var den Mand, der slog Hr. Georgium Sincklar, som vilde føre de skotske Folk igjennem Guldbrandsdalen». I Grams Mandtal nævnes som Leilændinger i Lessø, foruden Laurits Hauge (d. e. Lars Hage), ogsaa en Lauritz Eckre, men det er ikke usandsynligt, at Lars Hage ogsaa kan have havt Eckre i Brug, og at saaledes begge disse Personer ere identiske, i hvilket Fald Peder Ekre kan antages for en Søn af Lars Hage, da han kan have faaet Gaarden Eckre og Lensmandsombudet efter Faderen. Udentvivl er denne Peder Ekre den Lensmand af dette Navn, der (ifølge Hjorthøi 2 B. S. 7) fik af Kronen Gaarden Hundenæs i Lessø for sin «Troskab og Flittighed» i Beleiringen af Throndhjem i Aaret 1658, og er dette Tilfældet, da var han en tapper Søn af en tapper Fader.] som af Peder Randklev, men Berdon Sejelstads Slægt skal derimod være uddøet, idetmindste paa den Gaard, hvor han skal have boet, nemlig Øvre-Sejelstad. Paa Nedre-Sejelstad skal Gulbrand have boet, og er Gaardens nuværende Opsidder den femte af hans Descendenter i nedstigende Linie. Ifølge Hiorthøis Beretning (paa det anførte Sted 2 D. S. 7, 135, 137 og 138) skal Arne Gunstad, som han kalder Næstkommanderende af Bønderne (fra Ringebo?), og som ifølge Sagnet skal have udmærket sig ved sin Tapperhed og overordentlige Styrke, være til Belønning bleven tildelt Frihed for sin Gaard for den Statens Jordebogsrettighed, der kaldes Foring, ligesom ogsaa Lars Hage, Peder Randklev og Berdon Sejelstad for sine Gaarde nyde den Dag i Dag. Efter Sagnet skal ogsaa Audon og Ingebrigt Skjenna af Sel for sin Kjækhed være bleven skjænket Gaarden Havn i Sel, hvis nuværende Opsiddere skal være hans Descendenter. Ogsaa Pigen Guri, siger Sagnet, fik en Gaard i Belønning ved Navn Rindal i Vaage, der siden blev kaldet Pillarvigen.
Slaget ved Kringlen [Fotnote: Foruden at Begivenheden er bleven poetisk behandlet af Edv. Storm i hans for sin «homeriske Naivitet saa folkeyndede Romance, er den tillige bleven dramatisk behandlet af K.L.Rahbek under Titel: «Skottekrigen eller Bondebrylluppet i Gudbrandsdalen», der, foruden særskilt Aftryk (Kbhvn. 1810), tillige er indført i hans samlede Skuespil 2 B. S. 1-83, og af Henr. Wergeland i Sørgespillet: «Sinclars Død», Christiania 1828, samt romantisk af J. St. Wang under Tittel: «Skottertoget eller Slaget ved Kringen», 2 Dele, Christiania 1836 og 1837.] vil blive en mærkelig Tildragelse i vor Historie. Det udmærker sig vel ikke ved de Stidendes Mængde eller ved Nederlagets Storhed, men ved Maaden, hvorpaa Fienden tilintetgjordes. Det var Bønder, med Bønder alene til Anførere, som her forstode med Snarraadighed at vælge et fortræffeligt Terrain, med Klogskab at benytte det, med Eendrægtighed at udføre den engang lagte Angrebsplan, og med Mod at gaae løs paa en overlegen Fiende. Iøvrigt kan denne Begivenhed tjene til at forøge den Række af Exempler, som Historien har opbevaret os paa, hvor farligt det er for en Fiende at trænge dybt ind i et Fjeldland.
Like etter at Schnitler Krag hadde utgitt den foranstående i hovedsak sagnbaserte redegjørelsen for de skotske leiesoldatenes tragiske skjebne ved Kringen, utgav Johan Storm Wang (1800-1849) en mer skjønnlitterær behandling av det samme stoffet under tittelen «Skottertoget eller Slaget ved Kringen, historisk-romantisk Skildring» (1837).
Bakgrunnen for etableringa av minnesmerke ved Kringen framgår blant annet av Ivar Kleivens (1854-1934) bok «I gamle Daagaa» (1944), side 62-75:
«Slage i Kringom 1612.
Danmark og Sverig laag og slost i Kalmar-Kri'e, døm kalla, og kaart 'taa Landom sto ette, aa gjera di andre all den Ska'in døm saag se Lei' for. For den Ti'e ha ikkje naagaa 'taa Landom eit fast Lann-Forsvar, men dreiv paa me aa leigje se Her-Folk døm kverva i Utlandom. Nordmenn ha ikkje lenger naagaa godt Ord paa se for, at døm sto rei-uge te aa verje Lann og Rikje som i gomol Ti' og i Sjougaars-Krie er de sagt, at Bøndann nogre Gongo beint ut nekta aa verje Lannde. Dette er full ikkje saa gale, ivi ein Lang, for i de saamaa Kri'e synte Nordmennann, at døm ikkje gruva meir, hell førr, for aa gaa i Kast me Svenskom naar de va um aa gjera, aa berje Hus og Heim. De gamle Lovinn um Ledingje galdt enno, men den Gjerde aa verje Lannde paa, ha ho vorte allt-for gamle-dags. Han Kristian den 4de ha lagt paa Bøndann aa kjøpe se Børso, men nogor fast Utskriving og Upp-Øving 'taa Sylatere ha de ikkje vorte enno.
Svenske-Kongen, han Gustav-Adolf, dreiv og leigde se Folk i Nederlanndom, Engelann og Skottlann og ein svensk Overst, heitte Munkhaven, ha kverva paa Lag 1000 Mann i Nederlanndom som han gjekk te-sjøs me paa 4 skjep i 1612. Desse Skjepe kom inn paa Syn'mør og va i-lann og rana se Mat-Fang paa nogre Garde; sia segla døm uppi Trondems-Fjord’n og lennda te-sist i Stjørdale. Der foor døm styggt aat me Plondring, Mord og Braanaa og forutta aa kalle naagaa Mot-Tak, slapp heile Hurven inn-i Sverig. Lens-Herrin i Trondem, ein Danskje, heitte Sten Bille, va baade sein-tenkt og redd og de Mot-Take han freista aa gjera, ette de va forr-seint, va ikkje naagaa verd. Han fall i Ovnaa’e, for Aat-Ferde si og vart sett i Fangehus i aar-vis.
I Skottlann ha ein a'en Overst, Ramsay, kverva ein Hop med Leig-Syldatere aat de svenske Konga. Døm tok ut fraa Skottlann paa 2 smaavordne Skjep den 2 august 1612. Kaar stor denne Hopen va paa Tal, er de nok vandt aa faa full visse for; Sinklars-Visa nemne 1400, men døm som ha granska ette di seinar, ha sett de ne baade te 600 og 300. De mest trulege er, at de va 3 Kompani paa um lag 400 Mann. Hugu-Førarr’n heitte Aleksander Ramsay og onde honom sto tvo Kaftine, han Georg Sinklar og han Georg Hay; der-te va de med 3 Lutnane. Denne Hopen ha etla se te aa lennde i Romsdale, faaraa der fraa uppi Gullbransdal’n, utpaa Flat-Bygdinn’ og inn-i Sverig. Den 19. August kom di tvo Skjepe inn-i Romsdalsfjord’n og her fakla døm ein Bonde som sat i Baate sine og fiska, da døm kom. Han heitte Iva Helland og aatte heime paa Vestnes; hann tvinga døm no te aa styre Lei’e for se og sette ‘om forr aa styre beint inn paa Romsdalsnese. Da Skjepe kom inn-igjønom Fjord’n te de va berre ein Fjordong paa Nese, va de ein Mann paa ein Gard kallas Klo’nes, som fekk sjaa døm og trudde de va tvoug Kønn-Skjep, som kom seglande. Han va imillom for Kønn og tok Pening-Pungen sin me 3 Dale i og rodde ut aat Skjepom. Da fekk han no trast sjaa, at han foor imiss, men da va de allt forr-seint aa kommaa onda og døm tok han umbord. Me di saamaa sa han Iva Helland, at han ikkje tordes aa segle lenger me saa store Farty og skulda paa, at han va ‘kje rettle kjend lenger. Og me di slapp han og fekk Betaling ou, for Arbei’e; han rodde beinast inn-paa Nese og vara Folk um, kaa som va i Ventom.
No sporde døm han Per Klo’nes, um de var seglført inn-paa Nese og han svaaraa kvasst, at de va Livs-Fare aa segle lenger inn. Døm ba han da aa setja telanns og saa lennda han døm tett ved Gard’n sin ve ein Berge-Haamaar, som ette den Dag heitte Skotthaamaar’n. Og me de Skottann vart narra te aa gaa ilann der, fekk døm 2 Mil aa gaa te-kroks i styggt Olennde umkring Isfjord’n. Han Per Klo’nes vart tvinga te aa vise Vegen og de ha vore sagt, at døm foor stygt aat me ‘om. Døm ha nok tikji te aa skjøna, at Kar’n va ‘kje aa tru, men han fekk Tak te aa gjera Tenestjenta si inn-paa Nese me Baa, ha de vore sagt. Da døm endele kom paa Romsdalsnese, va døm saa trøtte og slitne ‘taa di lange Gangun i Vega-Løyse, at døm heldt ein Kviledag. Den tronge Romsdal’n døm no skulde upp-igjønom, tyktes Skottom fæl aa vaage se aat, men han Sinklair laavaa døm Rett før Reisa naar døm naadde ut-paa Hei’markje og Flat-Bygdinn’.
Fraa Nese ha de gaatt som Eid i Doufonn, at de va kome Fien’ i Lannde og før Skottan kom utu Romsdale, bar Folke i Bygdom ogo’for te aa samle saa aa raa’leggje um, kaa døm skulde gjera. Paa Lesja fekk døm nok Ti’en um de saamaa Dagen Skottann lennda og derfraa gjekk de Baa baade aat Skjaak, Lom og Vaagaa me ein Gong; andre Dagen ette va de visst sport i alle Nord-Bygdom og langt ut-me Losnae. Allt øvst i Romsdale tenkte Folke se te aa sta’na Ferde; døm samlas te Raa’-Leggjing og etla se te aa setja paa døm i ei taa styggaste Kleivom, Maangehaamaar’n, Kjyllingkleive hell Bjønnkleive. Men døm vart forr-seint ferdoge, saa Skottann allt va farne, da døm kom. Da Skottann kom aat Bjønnkleiven, tordes døm ikkje faaraa ho, men sette te-fjells og kom fram aat Einbu paa Lesja.
Le’smann’ paa Lesja i 1612 heite Lars Haagaa; de skulde vera ein gjill, kverv Kar og ein Hardhouse, ‘taa di gamle Slagje; han samla Lesjingann og Dovrann og sette døm te aa gjera Lunne og Stein-Velto i Rosten. Men me di ga døm upp da de kom Vag-Vere, som vilde faa døm me se ne-i Høgkringann i Bræebygden, for der skulde de vera beste Take te aa gjera Ende paa Skottom. Me saamaa døm gjekk, reiv døm ne Rost-Brue. Paa Romongard paa Nord-Sell, raakkaa døm Folk fraa alle Bygde, like fraa Ringebu og Fron, og her er de fortalt, at døm sette paa fylle se me Øl, saa de saag ut te, aa skulde vorte i seinaste Lage døm ha kome ne-i Kringann. Men døm kom da fram og i Høgkringom kom de te-samen Folk fraa 5 Bygde: Ringebu, Fron, Vaagaa, Lesja og nogre faa fraa Lom. Detta va Tysda’n den 25. August og inna’ Kvell’n ha døm lagt Lunne uppi Li’n ‘taa Timber og Stein og ha avtaalaa og skjepa te Allt saa gløgt og væl, som de va Raa’ aa gjera de paa Firi-Hann. Di Mennann som sto for desse og ha mest aa seja va Le’smann’ paa Lesja, han Lars Haagaa og Le’smann i Ringbu, han Per Rannkleiv; de tvo ha Styre og ein a’an Ringbyggjing heitte Arne Gonnsta va me døm i Raa’n. Kaar mange Bøndann va, allt i allt, er de ikkje visst Tal paa, ei gomol Vise nemne 500 Mann og de er nok ou Høgde. De sylaterføre Mannskape va ute i Ofre’e og Folke-Tale i desse Bygdom var grovt lite den Ti’e; der-te va dette midt i striaste Skurd-Onn. De meste ‘taa Børsom, Bøndann ha kjøpt, ha Sylaterann me se, og difor va de ikkje rart me Skot-Vaapn me døm; alle som aatte Staal-Baagaa, ha døm me og sia va de Økse og Spjut og kaa ein og kaar va eigande for te Vyrju.
Vegen ette Høgkringom i gamle Daagaa, gjekk i Sving umkring Berge-Rees som skjyt ut-i Laagen. Ogo-aat Svingje va de ei smal, Skog-vukse Li og ho va saa-pass bratt, at ei Velte ‘taa Stein og Timber kunde gaa heilt ne-i Elve, naar ho kom væl paa Løypte. Men Høgkringann saag ikkje braatt saa stygge ut, som mange ‘taa de Kleivom, Skottann allt ha fare, og difor venta døm se hell-ikkje nugun stor Fare, nettupp der. Veltun og Lunnan sine ha Bøndann teki ive me Bar og Eine saa døm ikkje synte, og paa all Vis ha døm fare varle fram for ikkje aa gjera Skottann miss-truoge. De, som de no galdt mest paa for Bøndom va, aa kunna faa gløgg Varsel um, naar døm ha Skott-Hopen midt ne-onde Lunnom. Og te di ha døm fyst sitjande ein Kar paa ein Kvit Hest ut-paa Storøy’n uti Laagje; han skulde ri’e sø-ette Øy’n saales, at han heldt se midt for Skottom te døm kom beint onde Veltunn, da skulde han tverr-snu Hesten. For at Skottann skulde kaamaa te aa daafole paa han som rei ut-paa Øy’n, sat han att-aa Bak paa Hest-Ryggje. Att-paa laag det nogre Kare ut-paa Øy’n, som ikkje tordes vera med i Kringom; døm skulde skjote me loust Krut – allt dette va for, at Skottann skulde gje se Dag og ikkje faaraa allt-for fort. Te enno vissare Varsel let døm ei Jente gaa uppa Selsjordkampen og staa uppaa Pynte me ein Never-Lu; ho va saa glup te aa blaase paa Lu at ho vart kalla Pillar-Guri, og no skulde ho slaa i og blaase me di saamma Skottann kom midt onde Veltunn. Detta va væl ut-tenkt ‘taa Bøndom og at døm elles ha Spejare, saa døm visste baade kaar Skottann foor og kaar manna døm va, er ikkje aa tvile paa.
Fraa gomolt ha de vore sagt, at Lom-Verinn ikkje møtte fram og va me i Kringom i 1612 og døm va i lange Ti’e lagt for Hat ‘taa de hine Bygdom i Norddale for di Skull. Men ette, som Orde gjekk paa Lom i Gamel-Ti’n, va de me ein liten Hop fraa der i Bygden. Den vetle Hopen sette ivegen me di saamaa døm fekk Baae fraa Lesja; sia samla de se tvo Hope te, den eine gjekk um Finndalen og kom forr-seint fram, den andre kom berre aat Raas’bakka i Vaardale. Der kvilte døm, raa’la se me ein-a’an og fann ut, at antell ha Skottann tapt hell vunne, førr døm rokk fram – Skottann kom ikkje uppi Lom, lell, difor ha døm ikkje naagaa der aa gjera. Me di snudde døm heim att. Den heile Sanningje me desse, er nok vand aa finne; men de er nok visst at Folke i Lom og Skjaak ha gjeve se go Dag og synt saa liten Samhog, at de hine Bygdinn vart harme.
Um Skottann er aa melle, at ette som døm foor, rymde Folke onda, men da døm visste, at de va Mat, Skottan fyst og framst trongde og lout raa’ se te’, bar døm fram Mat paa Borde og sette att ette se naar døm rymde utu Husom. Folke tenkte, at naar Skottan saag dette, let døm full vera aa øy’leggje i Husom hell setja Eld paa. Og summe Sta’ann foor døm aat som Folk, men andre Sta’ann bar døm se aat som Røvare og de verste Rans-Menn. Fleire Garde sette døm Eld’n paa. Sinklars-Visa fortel, at døm «skjendte og brendte hvor de drog frem, al Folke-Ret monne de krænke. Oldingens Afmagt rørte ei dem, de spotted den grædende Enke». Dette er, kan hende, væl mykjy ‘taa di, for ette di, som Statthaldar Kruse si i si Melling um Skottann, skulde døm ha fare saa overlag folkele fram. Difor skulde de ikkje vera sannt de, som ha vore fortald um den stygge Aatferde deres paa Lesja. No kan det gjenne vera sannt, at Skottann foor fram paa ein skjikkelegar Maate, hell slike Leig-Here oftast gjorde, men naar ein no veit, at Skottann va i hop-skraapaa Herk ‘taa alle Slag og at døm lout raa’ se te den Maten, døm trongde, der døm foor, saa er de rast aa veta, at de ikkje va paa den sømelegaste Maatin døm bar se aat alle Sta’ann. Um døm ikkje nettupp brennde Bygdinn forr-ende, saa foor døm no lell fram som Fien’ gjere igjønom Fien’-Lann. Saales saa lyg nok ikkje de gamle Orde, som ha gaatt um Skottan, fælt mykjy; der, de stakk døm Eld’n paa Gardann og øy’lagde de døm vanst, som hjertloust Herk.
Skottan foor fort og skonda paa se, meste døm kunna. Paa Kraakvollom paa Dovre slo døm Leger og her ha døm Leik og Dans ut-over Kvell’n ette Sylater-Musikkje; Bygdafolke satt uppi Li’om og saag paa. Der paa Kraakvollom heldt døm Be’ar-Dag, ou, og ba um aa sleppe vælskapte gjønom Roste, Begjilskleive og «den høge Bru». Roste ha døm no trast paa Hendom, Begjilskleive va Ellstakleive i Ringbu og den høge Brue var Brue over Tromse, ho va den Gongen berre ei Stokk-Lengd, men de va 15 Famne ne-paa Vatne.
Rette Førar’n aat Skottom var Overst Ramsay, men her i Dale tok døm Sinklair for aa vera Hugu-Mann; trule har han vore ein grusk og ruvele Kar som ha vist se utu imillom de andre, saales er full de Misstake kome se. Segne fortel, at han Sinklar ha Fruga me se og at ho ha me eit lite Baan som kom te paa Sjø’n. Summe ha sagt, ho va eit saa framifraa godt Menneskje, og summe, at ho va ei Hekse og kunna Trollkonste.
Skottann ha tvo Ver-Kalve, heller Ver-Loupare me se; døm foor ei halv Dags-Lei’ firi Here og snosa ette, um det va nugun Fare, hell nogor Otrygd paa Ferd. Dessa Ver-Kalvann va friskar hell Gardloupar-Honde, kvasse som Eldingen og saag ikkje ut som Folk. Kjøte va utu-skore i Tjukk-Leggjom, bak i Laarom og i Sesse paa døm; Naasaa-Borinn va upp-skorne. Folk meinte detta va gjort ve døm for, at døm skulde vera saa mykjy lettare te aa renne umkring og alle Folk va reddare døm, hell Skottan sjølve. Døm kunde kjenne Ver ‘taa Folk lange Lei’inn og kunde drepa eit Menneskje førr ho fekk snu se: døm skout se uppa Ryggen og knekte Nakkjin i Folk. Kaar Kvell kom døm attende aat ‘om Sinklar me allt, døm ha vera upp. Den eine Ver-Kalven vart ihelskotin i Romsdale paa ein Gard heitte Roustul’n, den andre tok døm Live ‘taa paa Øygarde paa Sell. Der va Folk rymde av saaner som ein Tenestkar og ein Gutongje, og da døm saag Ver-Kalven heldt paa aa kaamaa, la Tenestguten se me Staalbaagaa sine inn i ein Hampe-Aaker og Gutongjen kleiv uppa Stugu-Take. Der skulde han staa attfor Omn-Pipun, helde Ouga me Ver-Kalve og gjera Peik aat Tenestegute, naar han kom beint for ‘om. Han va inn-i Our-Bu’n paa Øygarde og sette se væl me Skjør og Sur-Rumme og da han kom ut att, sto han og drog Ve’r som ein Honn. Men hann i Hampe-Aakre kunde han ikkje ve’re, for di Hampe-Lukte va forr-sterk. Og me di saamaa han kom midt for der Guten laag, fekk han Pile beint i Live saa Skjøre og Rummin skvatt utu ‘om. Han spratt ende upp fraa Marken, jemn-høgt ve se sjøl me di saamaa han fekk Skote. Men Folk heldt for, at detta va de gjildaste Varpe, som vart gjort, for ha Ver-Kalven kome firi sy-i Kringann, ha han nok vera upp, kaa som der va onde-gjort.
Da Skottann kjøm aat Rostbru’n er ho burte og saa lout døm langt uppi Bratta og kom ne igjønom den bratte Horge-Lie aat Nord-Sell. De va Kvell’n da døm kom her og han Sinklar og di hine Offeseran laag paa Romondgard; ette som de ha vore sagt, ska Stugo Sinklar og Fruga laag i, enno staa paa Garde. Folke paa Nord-Sell va rymnde ‘taa Gardom, men døm ha bonde Lous-Nout i Skjigards-Ha’fellom før dom venta se, at da let Skottann ver aa skam-faaraa Huse. Og de gjorde døm hell ikje. Da han Sinklar saag de vakre Nordsells-Gardann og Sells-Vollan sø-over, skulde han seja, at no bar de te aa emne se te Vælstann, men fyst naar døm naadd Hei’marken vilde de bli Gjerd paa di.
Kaar Maargaa brukte Sinklar aa brenne Krut i Neva sine; me di saag han, kaarles de vilde gaa døm um Dagen; slo Krut-Røyken ne-aat Jord’n, kunde døm herje og brenne og faaraa trygt, slo han beint te-vers vilde døm faa Stri’, men vinne; men so han mot Bringun hans, fekk døm taakaa se væl i Agt, for de va eit leitt Mark. Og um Maargaan da døm skulde taakaa ut fraa Nord-Sell, sto Sinklar uti Garde paa Romongard og brende Krut i Lova sine. Røyken slo beint i Bringa paa ‘om og da sa han: «Idag tager jeg Skade paa mit Folk, hvor stor den kan blive.»
Saa foor døm sø-ivi Sells-Vollan me Mannskape; summe ‘taa Offeserom ha Heste døm rei’ paa og baade Sinklar og Fruga va te-hest. Dette va Onsda’n den 26de August. Døm i Høgkringom bar te aa bli o-tolne og tykte det drygdes lengje førr Skottann kom, difor senda døm han Oddmund Skjenna nord-te for aa spæje. Han tok ein Hest og rei saa langt, som aat Skjenna, Gard’n hans, og da saag han Skott-Her’n ut-paa Vollom: Sinklar ha sta’na og heldt paa og saag ivi Mannskape og skjepa te, kaarles døm skulde faaraa no, de barts uppi Li’inn og Bratta att. Døm ha Otte paa se og ha høyrt ein Tymt um, at de ha samla se Folk ut-i Dale. Han Oudun Skjenna ser paa døm te Skottann er komne saa nere inn-paa han, at summe vart var ‘om, da han rei att-ende. «Se den Buren, se den Buren! Han trækker paa en Pert!» sa døm.
Sinklar bytte Mannskape i tvo Hope og let ei Firi-Tropp paa umkring 100 Mann faaraa onda; døm ha me se han Per Klo’nes te Førar og rekte fort. Rette Hugu-Flokken foor berre tøygt og kom eit langt Stykkjy ette; døm ha Musikken me se og gjekk ette honom, Sinklair og Fruga rei’ jemnsi’s i Fram-Enda.
No bar de te aa gjelde før døm, som laag uppi Høgkringom og venta paa Varsle fraa Storøy’n og Selsjordkampe. Summe ha tikji paa se eit visst Verk aa gjera: Han Berdon Segelsta skulde skjote Sinklar og ha toggje ihop Sylv-Halsknappen sin te Kule, da han ottast for, at det ikkje beit bly paa ‘om. Og han Kjel Fjordongsgrein fraa Heidale ha laavaa Jentun sine, ho Guri Kruke, at han skulle frelse de vetle Baane aat Sinklar-Frugun. Nogre va sett te aa løyse Lunnan. Alle laag te-rei’e – døm ha allt sett Firi-Troppe ha fare upp Li’e. Da fær døm sjaa Mann ut-paa Storøy’n ber te aa røyve paa se og sige smaatt sø-ette – og me di saamaa høyre døm ein gomol Halling fraa Stute henna Pillar-Guri uppaa Selsjordkampe. Saa høyre døm Skottan bles ein bøsin Kri’s-Mars ne-i Stigje, de ber te aa smalle utpaa Storøy’n og – saa tverrsvinga Mann derutpaa Hesten sin og mea døm enno høyre Kri’s-Marsen løyse døm Lunnan og Veltunn!
De va ei fæl Avreidsle denna Skrio gjorde paa Skottom! Timber og Stein knøsja ihop og sopte me se ein brei Teig radt ne-i Laagen, saa han vart rou ‘taa Blo – summe ‘taa Skottom vart førde tvert-ivi Elve aat andre Siun. Men Stor-Hopen sto att saa fjettra og forfælde, at døm kom se ikkje te aa bruke Vyrjunn sine paa Bøndann som no set paa døm fraa alle Lei’e me Børso, Staalbaagaa, Økse og Spjut. Før dom fær aarekt se er døm drepne ne te siste Mann. Ein Hop Skotte som va nerast Elven og sette beint aat henna, vart møtte ‘taa nogre som heldt Vakt paa hi Sia, og drepne ette som døm naadde i-lann. Og ein liten Hop, som va komme øvst uppi Høgkringann og framum Lunnann, da døm losna, gjorde kvasst Mot-Tak saa 6 ‘taa Bøndom fall og mange vart saara, men døm saag trast, at de nytta ikkje lenger, og saa la døm ne Vyrjunn sine og ba um Fre’. I desse fremste Hope va Sinklar og Fruga og alle Offeserann; han Berdon Segelsta klemde te, men de klikka; Andre Gongen faataa de og Sinklar fær Halsknappen beint yvi vinstre Ouga saa han seig att-aa-bak ‘taa Heste; me di saamaa skulde han segja: «de va Berdon Segelstads Hake!» Fru Sinklar sat i Sale me Baane sine i Armom og saag paa, kaarles Folke umkring ho vart sligne ne og at Mann henna fall. Best da va kom det ei Kule og støkkte Live hjaa Baane henna. Ho skrik stort Jammer-Skreek og mea ho sit og turka Bloe ‘taa Baane, kjøm han Kjel Fjordongrein og vil taakaa de utu Hendom henna. Men da kjørde den vet-slupne Mori ei lang Flus beint i Bringa paa ‘om, saa han seig dou aat Marken. Summe ha sagt, at Steinvelta førde Sinklar-Fruga uti Elve, og at ho med Trollkonste heldt se uppe saa ho sat og flout paa Baarom, me Baane i Armom, te ei Kule tok Live henna. Men ette som Presten, Kristoffer Eriksen Glad, skriv i Kalls-Bokje paa Vaagaa, vart ho tikjin te Fange og fekk ha Live.
Heile denne Heto i Kringom sto paa berre ein halv Time; da ho Pillar-Guri saa Laagen vart rou ‘taa Blo ne-onde, kasta ho Lu’n att-ivi Hugue sitt, sette se paa Fjelle og greet. Baade Pillar-Guri-Hallingen og Sinklar-Marsen gaar i Bygden den Dag idag, saales, som gamle Speelmenn att-igjønom ha lært døm, den eine taa ‘di andre.
Da Hard-Heto i Høgkringom va fraa se gjord, sette Bøndann ette Firi-Troppen og naadde døm att paa Saaljems-Volle. Døm gjekk paa døm me Hardo, me einn Gong, og Skottann la ne Vyrjo og ba um Live og de fekk døm. Men trast ette, da Skottann vart var, at Bøndann ha laak Vyrju og hell-ikkje va saa mange, som døm tenkte, tok døm att Vyrjo si og bar te gjera Mot-Tak. No vart de ei litol kvass Kule – Bøndann drap ne Halv-parten og i heitaste Stri’e heldt han Per Klo’nes ou paa, aa skulde vorte ne-hoggje. Han saag de blenkte paa Bil’-Bla’e umkring se fraa alle Leie, men da skreik han saa høgt, han orka: «eg er han Per Klo’nes. ‘taa døkkre Eigne!» og saa slapp han, maa’ta. Di Skottan som no va att, maatte gjeva se te Fange og me døm, som vart tikji i Kringom va væl 100 i hop-lagt.
Bøndann sto tvi-raa’oge um kaa døm skulde gjera ve disse Fangann; mange tylte døm ha for-teent Douin, men mange talde te, aa reise inn aat Akershus me døm. Han Per Klo’nes kunde fortelja mangt styggt ette døm fraa Romsdale og Lesja, og kaarles han sjølv ha vorte me-farin og dette eggja Bøndann upp. Men døm foor ut-ette me døm, te døm kom aat Kvam, seint um Kvell’n; her stengde døm alle inn i ein stor Laave og heldt Vakt paa døm um Natte. Um Maargaan vart de saamaa Tvi-Drage um, kaa de skulle gjera me Skottom. Di likaste Bøndann vilde, at døm skulde aat Akershus; men dit va de meir hell ei Vikus Veg og heime paa Gardom sto Aaker’n brestferdog. Og Storhopen bar te aa rope, at Kongen fekk nokk aa fø’e, lell, um han ikkje skulde faa dette Pakke, ou, som ha etla se paa Baken hans. De er ikkje otrule, at mange ha drukkje se fulle um Natte, ou, saa Hemnhogen va enno fosar. Laav-Døre vart upp-brote og den aagaa-louse Hopen ‘taa Bøndom reiv ut ein for ein ‘taa Skottom og skout ne saa fort døm vanst. Mea’ denne fæle Drepingje sto’ paa, va de ein Skotte som reiv se lous og rennde sta gjøymde se att-for Heste hans Imbert Valle fraa Vaagaa, han sat paa Heste sine framma Laava. Han Imbert lyfta Stav-Økse si i Ve’re og sa, at den, som vaaga røyve Skottin, skulde faa smaakaa Økse hans, «og no lyt detta vera slutt!» sa han. Og da gav Bøndann upp, men da va de hell ikkje att meir hell 18 ilivi. De drepne Skottan vart lagde i ei Grav som døm kasta ein stor Houg over, Skotthougen, trast nora-aat Skott-Laava. Like hans Sinklar grov døm ne utta-for Kjørkjegarden aat Kvamskjørkjun, der ho sto den Ti’e, for døm unnte ‘om ikkje aa liggje i vigd Jord.
Den Skottin, han Imbert Valle berga, vart me aat Valle, tvo te vart me aat Vaagaa og ein vart verande i Kvam. Tvo ‘taa døm va Gullsm’e og ein Glasmester. Desse Handverkerann reiste sit att-ende aar Skottlann, men den eine, som kom aat Vaagaa, rødde se ein liten Gard, som enno heite Skottli’e. Di andre vart senda aat Akershus og imillom døm var Overst Ramsay, ein Kaftin og ein Lutnan.
Lenger ut-i Gudbrandsdale, ut-i Ringbu, ha Gausdølinn og Øy’verinn samla se og laag i Bægjilskleiven; Førar’n deres va Fouten i Dale, han Lars Gram paa Steig. Men døm fekk da ikkje naagaa Bry for Skottom.
Aare ette Slagje i Kringom fekk han Lars Haagaa Gaavebrev fraa Kongen paa Gardann Haagaa paa Lesja og Lann’em paa Dovre, han Per Rannklev paa Rannkleiv og Øvre Gonnsta i Ringbu og han Berdon Segelsta paa Øvre-Segelsta. Førr ha desse Gardann vore Krongods. Bøndann i Vaagaa la se i hop og bygsla ein gard aat henne Pillar-Guri, heitte Rinndal, sia ha den Garden bore Namne Pillarvikje.
Lengje fram-igjønom Ti’e va de att eitt og anna i Bygden, som ha høyrt Skottom te og som Folk gjøymde paa, te Minne um Slage i Kringom. Fluse aat Sinklar-Frugun va paa Kruke og sia va de ein og a’an Ting paa fleire Stelle, men no er døm paa Vidde kome. Paa ein Gard, som heitte Kringann, er de att 4 ‘taa Gjeværom ette Skottom og 2 Kruthonn, dette skal føl’je Garde te alle Ti’e.
Den, som i vore Daagaa kjøm aat Høgkringom og ser paa Lennde, der, Skotte-Slage sto, vil trast sjaa, at de vøre Oraa’ no, aa faa Stein-Velto og Timber-Lunne te aa gaa me slik Bør, at døm kunde gjera nugun Ska’e paa ein Folkehop. Te de er Falle no for-latt og mange ha difor halde for, at detta med Lunnan og Veltunn aat Bøndom, ikkje kunne ha se saales. Men dette kjem se ‘taa di, at Jordskapna’n i Høgkringom vart reint avlaagaa i Offsa 1789. Jorde løp da ut saa heile Li’e latna og vart ikkje te aa kjenne att, mot ho va førr. At Lunnan kan ha drepe ne di meste taa Skottom, er Oraa’, Stor-Hopen ha Bøndann fellt me di Vyrjun, døm ha i Hendom. Skottom ha kome saa o-venta inn-i denne Klemba og vorte saa forfjamsa ‘taa Stein-Skriuom og Stokk-Løyingen, at døm ikkje ha vore go-te gjort eit sams og fast Mot-Tak. Og saa ha Bøndann sliist baade kvasst og godt me di laake Vyrjun døm aatte.»
I 1886 publiserte Thomas Michell en undersøkelse som dreide seg om skottetoget, der han forsøkte å supplere det store tradisjonsmaterialet og det lille dansk-norske arkivmaterialet som finnes om de dramatiske hendelsene rundt leiesoldatenes forsøk på å vandre sine svenske oppdragsgivere i møte ved hjelp av kilder fra Edinburgh, London og Stockholm. Tone Fosmo har oversatt Michells tekst til norsk. Hennes utgivelse kom i 1997 under tittelen «Historien om den skotske ekspedisjon til Norge i 1612».
SubjectKongevegen med omkringliggende landskap ved Kringen i Sel kommune i Oppland. Dette er et grafisk blad som viser der vi ser vegen og omkringliggende terreng fra sør mot nord. Den nevnte vegen er sentral i bildets forgrunn. Det var en for sin tid bred veg med stabbesteiner på den sida som vendte mot elva. Vegen var åpenbart farbar med hester med hjul- eller meiedoninger. På dette bildet er en rytter og en vandringsmann tilsynelatende på tur nordover. Disse trafikantene virker påfallende små, sammenliknet med andre objekter i samme avstand fra betraktningspunktet. Litt nærmere, i høyre vegkant, ser vi minnesmerket over lokale bønders kamp med skotske leiesoldater som forsøkte å ta seg fra kysten, opp Romsdalen, via Gudbrandsdalen og Hedmarken med sikte på å slutte seg til svenske styrker som hadde rykket inn i Norge østfra. Det dreier seg om ei støtte med en plakett, overdekt av et lite saltak. Til venstre i bildet ser vi elva, Gudbrandsdalslågen, og på vestsida lå det noen hus omgitt av dyrket mark i den slake skråningen mot vassdraget. I bakgrunnen ruver bratte fjell.
Title«Kringen i Guldbrandsdalen, med Mindestøtten om Skotternes Nederlag.» (Trykt tekst under bildet)
Dette er ett av flere trykk fra dødsboet etter Inge og Ingrid Arnekleiv på Vinstra som svigersønnen syntes hadde historisk interesse, og som derfor ble skannet og registrert inn i Norsk skogmuseums samling.
Add a comment or suggest edits
To publish a public comment on the object, select «Leave a comment». To send an inquiry directly to the museum, select «Send an inquiry».