To utklekningshus for settefisk på Hauge i Lærdal (cirka 4 kilometer fra Lærdalsøyri). Fotografiet viser to klekkerihus, oppført i bindingsverk med vertikal over- og underliggerkl...

I fiskeriinspektøren og regjeringas forslag til «Foranstaltninger vedkommende Ferskvandsfiskerierne» for 1898-1899 finner vi følgende sekvens om etablering av et lakseklekkeri på Hauge i Lærdal:

«Som ny Post paa Budgettet tillader jeg mig at foreslaa opført et Beløb til Anlæg for Statens Regning af et Udklækningsapparat for Laxrogn ved Lærdalselven i Sogn, beregnet paa Opdrætning af Yngelen fra Vaaren til Høsten.

Angaaende Ønskeligheden af, at Staten for egne Regning anlægger og driver Udklækningsapparater for Laxyngel, har jeg ved tidligere Leiligheder gjentangende udtalt mig, idet jeg navnlig har fremhævet: at man i kunstig Udklækning, naar denne drives i tilstrækkelig stor Maalestok, uden Tvil har et kraftigt Middel til at ophjælpe vore Laxefiskerier, at man under de senere Tiders sterke Forøgelse af Fangstredskaberne neppe tør gjøre Regning paa, at Fiskerierne ved Elvene – hvor bekvem Adgang til denne Virksomhed som Regel alene gives – skal ville ofre synderligt paa den kunstige Udklækning, eftersom det kan forudsees, at den derved opnaaede Fordel for den allervæsentligste Del vil tilfalde andre, samt at Udbyttet af Udklækningsvirksomheden paa Grund af Laxens Vandringer i ethvert Tilfælde vil fordeles paa en Mangfoldighed af forskjellige Personer i en Udstrækning, som ikke med Bestemthed kan angives, hvorfor ikke Enkeltmand eller nogle faa Privatpersoner, men Staten som Repræsentant for det hele Samfund synes at være nærmest til at iværksætte Foranstaltninger af heromhandlende Art.

Berettigelsen af disse Betragtninger maa ogsaa siges at være erkjendt af Statsmagterne saavel gjennem den i 1895 stedfundne Bevilgning af det fornødne til Anlæg og Drift for Statens Regning af Udklækningsanstalten ved Ullern som gjennem de i mange Aar fortsatte ikke ubetydelige Bevilgninger til Støtte af Udklækningsvirksomheden ved Aaensire. Som det vil erindres, har jeg ogsaa i tidligere Budgetforslag bebudet Fremsættelsen af Forslag til Anlæg af flere Statsudklækningsanstalter end den ved Ullern oprettede. Og efter de fortrinlige Resultater, som ved denne er opnaaet ved Anvendelsen af det nye System med nogen Tids Opdrætning af Yngelen i stedet for det tidligere anvendte: at udslippe den, strax Næringsbehovet gjør sig gjældende, er jeg ikke i Tvil om, at hvor Stedforholdene tillader Anvendelsen af Opdrætningssystemet, bør Anlægget baseres paa dette System.

Naar jeg som Sted for det paatænkte nye Anlæg har valgt Lærdalselven, saa har jeg herved i væsentlig Grad lagt Vegt paa, at mangeaarig Erfaring har vist, at man her kan med høi Grad af Sikkerhed gjøre Regning paa aarlig at kunne erholde det fornødne Kvantum Rogn til Apparatets Belægning. Hertil kommer, at der paa det Sted, hvor Udklækningsanstalten tænkes placeret, nemliug Gaarden Hauge i Lærdal, haves rigelig Adgang til Vand, som i en lang Aarrække har været anvendt til et privat Udklækningsapparat og herunder har vist sig fuldt paalideligt, samt at Forholdene overhovedet er gunstige for Anlægget. Der haves ogsaa paa Stedet en med kunstig Udklækning af Laxerogn fuldt fortrolig Mand, der er villig til at overtage Posten som Bestyrer af Anstalten, og hvem jeg anser meget skikket for dette Hverv.

Anstalten foreslaaes indrettet i alt Væsentligt overensstemmende med Statens Udklæknings- og Opdrætningsanstalt ved Ullern, kfr. Sth. Prp. No 1 (1895) Hovedpost VU, Kap. 5 Titen 1-8 Side 11 og Sth. Prp. No. 1 (1897) Hovedpost VI Kap. 5, Titel 1-8 Side 13-16. Dog antager jeg, at Opdrætningsdammene for den væsentligste Del bør sløifes, og at i Stedet derfor det Hus, der alene agtes anvendt til Opdrætning, gjøres endel større end det tilsvarende Hus paa Ullern, idet Terrænforholdene paa Hauge er mindre velskikkede for Anlæg af et større Antal Damme, og det derhos ved Ullernanstalten har vist sig, at Opdrætningen den hele Tid uden skade kan ske i Kasserne. Et Par Damme bør dog helst haves til mulige Forsøg med Overvintring af endel Yngel.

Angaaende Levering og Opførelse af de fornødne Huse har jeg forgjæves henvendt mig saavel til Strømmens Trævarefabrik ved Kristiania som til Thams & Co. ved Trondhjem, ligesaa har jeg ladet Assistent Simonnæs anstille Forespørgsler desangaaende hos Bygmestre i Bergen, men ligeledes uden Resultat. Jeg har derfor fra et Par kyndige Mænd i Lærdal erhvervet anslagsvis affattede Opgaver over de paaregnelige Omkostninger ved de væsentligste Arbeider vedkommende Opførelse af Bygningerne, iberegnet den for Øiemedet fornødne Planering af Tomterne samt Forarbeidelsen af den væsentligste Del af Indretningen.

Efter de saaledes erholdte Opgaver samt skjønsmæssig Ansættelse af forskjellige andre mindre væsentlige Poster antages Omkostningerne ved Anlægget at ville stille sig omtrent som følger:

Udklækningshuset med Maling Kr. 1 470,00
Sommerhuset med Maling Kr. 1 180,00
Fundamentering av Husene Kr. 300,00
Ishus og en Bod til at foretage Rognens Befrugtning Kr. 600,00
Arbeider vedkommende Vandledningen til begge Huse Kr. 300,00
48 Udklækningskasser med Tilbehør og Fernisering Kr. 450,00
2 Damme med Vandledning, Gittere, Indhegning m. V. Kr. 350,00
Forskjellige Udgifter saasom Hyttefade til Stamfiskenes Opbevaring, Oprydning af en Vei, Filterkar, diverse Utensilier m. V. Kr. 500,00
Tilsammen Kr. 5 150,00

I Apparatet vil der kunne udklækkes ca. 600 000 Laxrogn og opdrættes ca. ½ Million Yngel.

Til Anstaltens Betjening vil der ligesom ved Ullernanstalten kræves 1 Bestyrer, hvis hele eller ialfald væsentligste Arbeidstid vil være optaget deraf hele Aaret rundt, samt en Assistent, der gjør Tjeneste i omtrent et halvt Aar, d. v. s. omtrent i den Tid Yngelen undergives Fodring. Bestyrerens Løn antages ligesom ved Ullern at burde ansættes til Kr. 1 200,00. Som oven antydet, er der Adgang til for denne Løn at erholde Posten besat med en paa Stedet boende Mand, hvem jeg anser for særdeles skikket for Hvervet. Som Løn for Assistenten maa formentlig paaregnes Kr. 500,00. Ved Siden heraf vil der udkræves nogen Extrahjælp ved Fangsten af Stamfisk og ved Indtagning af Is til Ishuset, derimod neppe, eller ialfald kun extraordinært, ved andre Leiligheder. Hertil kommer Udgifterne til Anskaffelse af Foder for Yngelen og diverse Smaaudgifter, hvoriblandt en ubetydelig Grundleie af Tomten, samt Vedligeholdsudgifterne.

De nævnte aarlige Driftsudgifter antages at kunne anslaaes saaledes:

Løn for Bestyreren Kr. 1 200,00
En Assistent i Sommerhalvaaret Kr. 500,00
Extrahjælp navnlig ved Stamfiskefangst og Anskaffelse af Is Kr. 200,00
Foder, Grundleie og Diverse Kr. 500,00
Tilsammen Kr. 2 400,00

Hertil vil senere komme et Beløb til Vedligeholdsudgifter.

Forudsat, at Bevilgning til dette Anlæg gives af Storthinget 1898-99, antages Bestyreren at bude ansættes fra 1sdte Juli 1899, saa at der i anstundende Budgettermin vil tiltrænges til hans Aflønning ¾ af ovennævnte aarlige Løn, altsaa Kr. 900,00. Derimod vil der i dette Tidsrum ikke blive Spørgsmaal om Udgifter til Yngelens Fodring og derfor heller ikke være Behov for Assistenten. Foruden Bestyrerens Løn vil der derfor i anstundende Termin antagelig ikke tiltrænges mere end ca. Kr. 250,00.

Til Fremme af den heromhandlede Foranstaltning tillader jeg mig altsaa at foreslaa opført til Anlægget Kr. 5 150,00 og til Driften Kr. 1 150,00.

I Anledning af dette Forslag skal Departementet tillade sig at minde om, at Fiskeriinspektøren i sit Budgetforslag vedkommende Terminen 1895-1896 tog Ordet for den Opfatning, at det af Hensyn til Laxebestandens Bevarelse i vort Land er paakrævet, at Staten nu skrider til Realisation af Laxeudklækning i temmelig stor Maalestok. Han antog, at der i den Anledning burde anlægges Statsudklækningsanstalter paa endel forskjellige Steder i Landet. Udklækningen foreslog han iværksat efter en i den nyere Tid, navnlig i Amerika, meget anvendt Methode, hvorefter den udklækkede Yngel – i stedet for som tidligere brugeligt at udslippes paa et meget tidligt Stadium – først opdrættes nogle Maaneder i Anstalten. Da Methoden var uprøvet hos os, foreslog Inspektøren, at man forsøgsvis skulde først anlægge én Udklækningsanstalt. Han foreslog denne anlagt paa Ullern ved Drammenselven og anslog Udgifterne til Anlægget til Kr. 4 000,00, og de aarlige Driftsudgifter foruden Vedligeholdsudgifter foruden Vedligeholdsudgifter til Kr. 2 060,00, beregnet efter en aarlig Udklækning og Opdrætning af 2 á 300 000 Laxyngel. Dette Forslag blev tiltraadt af Departementet og vandt ligeledes Storthingets Bifald. Vedkommende Storthingskomite udtalte i sin Indstilling bl. a. «Lykkes denne nye Udklækningsmaade med foreløpig Opdræt hos os, hvad man efter den Erfaring, man allerede har herom fra Amerika, tør antage, vil der selvfølgelig blive Spørgsmaal om Opførelse af flere lignende Indretninger.» (Se Sth. Prp. No. 1 for 1895, Hovedp. VI, Kap. 5, Tit. 1-8, Side 9-15 og 19, samt Indst. S. No. 39 for s. A., Side 149-150).

Anstalten paa Ullern kostede i færdig Stand Kr. 5 030,00, hvortil kom et for Terminen 1897-1898 bevilget extraordinært Tillæg af Kr. 1 700,00 til Anlæg af en Vandledning. Om Anstaltens Virksomhed i den forløbne Tid tillader man sig at henvise til en af Fiskeriinspektøren afgiven Beregning for Sæsonen 1895-1896. I sit Budgetforslag for sidstnævnte Termin udtalte Inspektøren, at de ved Anstalten foretagne Forsøg har været overmaade vellykkede og giver rige Løfter med Hensyn til en forestaaende Fremgang af den kunstige Laxeudklækning i vort Land, hvorhos Inspektøren forbeholdt sig senere at fremkomme med Forslag til Anlæg af flere Statsudklækningsanstalter, naar de fornødne Forundersøgelser var afsluttede. I Budgetforslaget for Terminen 1898-1899 meddelte Inspektøren, at Resultaterne af Driftsaaret 1896-1897 havde været endnu mere tilfredsstillende end i det første Aar, og udtalte sig for, at Staten burde skride til Anlæg af flere lignende Anstalter; bl. a. fordi de fornødne nærmere Undersøgelser ikke var afsluttede, fremkom imidlertid ikke Inspektøren dengang med noget bestemt Forslag.

Departementet tiltræder Inspektørens Forslag og vil anbefale, at der opføres Bevilgning af Anlæg af en Statsudklækningsanstalt ved Lærdalselven. Efter hvad der anføres, maa Stedet antages heldigt valgt, og den ved Ullernanstalten med Held benyttede Methode vil ogsaa blive anvendt ved den eventuelle nye Anstalt. Omkostningsoverslaget viser, at Anlægsudgifterne vil blive i det væsentlige de samme som ved Ullern, bortseet fra den efterbevilgede Vandledning. Den nye Anstalt er beregnet paa Udklækning af ca. 600 000 Laxrogn og Opdrætning af ca. ½ Million Yngel, altsaa omtrent dobbelt saa stort Antal som ved Ullernanstalten. Som Følge heraf er de aarlige Driftsudgifter sat til ca. Kr. 400,00 høiere, væsentlig til Fodringsudgifter m. v. Løn til Bestyrer og Assistent stemmer med, hvad der betales de tilsvarende Funktionærer ved Ullern. Mod de enkelte Poster i Overslaget har man intet at bemærke.

For Terminen fra 1ste Juli 1899 til 31te Marts 1900 vil man overensstemmende med Inspektørens Forslag anbefale opført til Anlæg Kr. 5 150,00 og til Drift Kr. 1 150,00, hvoraf Kr. 900,00 til Løn for Bestyreren.»

I fiskeriinspektør Anthon Landmarks (1842-1932) «Indberetning om hvad der til ferskvandsfiskeriernes fremme er udført og om disses tilstand i aarene 1899-1902» (side 21-22) rapporteres det om etableringsfasen ved klekkeriet på Hauge ved Lærdalselva:

«Siden min sidste indberetning om ferskvandsfiskerierne udkom, er der af stortinget for 1898-1899 bevilget det fornøde til opførelsen af ern ny statsudklækningsanstalt for lakserogn paa gaarden Hauge ved Lærdalselven.

Anstalten, der afløste et tidligere almindeligt husapparat, blev færdig til belæg høsten 1899 og kostede kr. 4 855,00. Driftsudgifterne har ved denne anstalt udgjort ca. Kr. 2 300,00 aarlig.

I alt væsentligt er denne anstalt opført efter samme tegning som den i 1896 fuldførte statsudklækningsanstalt for lakserogn ved Ullern ved Drammenselven, hvilken anstalt nærmere er beskrevet i min indberetning for 1895-1896, side 12-13. Det nedre hus paa Hauge er dog henved 3 meter længere end husene ved Ullern og giver plads til 28 Hettingske gruskasser, imod Ullernanstaltens 20.

Yngelen opdrættes ved denne anstalt efter samme princip som ved Ullernanstalten; dog foregaar opdrætningen omtrent udelukkende i kasserne, udet der kun er indrettet en opdrætningsdam. Anlæg af saadanne samme synes nemlig efter de ved Ullernanstalten vundne resultater af opdrætning i kasserne ikke at være nødvendig og vilde paa grund af terrænforholdene ved Haugeanstalten være meget bekostelig.

Om driftsresultaterne oplyses følgende:

Apparatet blev høsten 1899 belagt med ca. 600 000 lakserogn. Ved en reparation af filtrerkummene, hvorved anstaltensf vand blev forurenset ved cement, blev imidlertid en stor del af rognen ødelagt. Paa grund av dette uheld kan det første aars resultat ikke medtages ved bedømmelsen af apparatets ydeevne.

Høsten 1900 blev der i anstalten nedlagt ca. 632 000 lakserogn; heraf blev der som øienrogn til andre udklækningsapparater bortsendt ca. 76 000. Af restpartiet ca. 556 000 udklækkedes vaaren 1901 ca. 518 000 lakseyngel ɔ: en tabsprocent indtil endt udklækning af ca. 6,0. Høsten 1901 blev anstalten belagt med ca. 593 000 lakserogn, hvoraf der blev bortsendt ca. 164 000. Indtil endt udklækning døde der kun 5,5 procent, naar man bortser fra at en enkelt kasse, hvori der var nedlagt mindre god rogn, og hvor dødeligheden var 33,5 %. Ifald denne kasse medregnes, bliver tabsprocenten ca. 8,0.
Under yngelens opdrætning benyttes samme vand som under klækningen. Vandet tages fra en liden bæk, der kommer fra et høit fjeld, men nedenfor dette paa en lang strækning gaar underjordisk gjennem en storstenet grusbanke og først træder frem igjen i dagen lige ved udklækningsanstalten. Dette vand synes imidlertid efter de hidtil vundne erfaringer at være mindre tjenligt under opdrætningen end almindeligt elvevand, sandsynligvis paa grund af dets lave temperatur om sommeren.

Lærdalselven er en af de forholdsvis faa lakseelve i vort land, hvor man under normale vandstandsforholde kan gjøre temmelig sikker regning paa at kunne erholde et betydeligt antal stamfisk til belægning af udklækningsanstalter. Desværre har der imidlertid her vist sig et uheldigt forhold, der ikke kjendes fra nogen anden elv, nemlig at et betydeligt antal hunfisk er beheftet med en sygdom, der uden – saavidt hidtil vides – at kunne erkjendes ved noget ydre tegn, er skjæbnesvanger for fiskens rogn. Hos disse fiske har en større eller mindre mængde af rognkornene allerede førend de gydes, en liden gulhvid plet (eller flere saadanne), der ved mikroskopisk undersøgelse har vist sig at hidrøre fra en snyltende organisme, som ogsaa kan paavises, ofte i stor mængde, i fiskens kjønsorganer. Og saavidt erfaring hidtil har vist, gaar enhver rogn, der frembyder en saadan plet, uundgaaelig til grunde. Saavidt muligt søges det derfor undgaaet at benytte i udklækningsøiemed fiske, blandt hvis rogn der kan opdages tegn til smitte, og de rognpartier, der saaledes kasseres, er enkelte aar ganske betydelige.

Man savner endnu ethvert nærmere kjendskab til sygdommens natur, dens oprindelse og mulige smitsomhed o. s. v. saavelsom til hvorvodtd det er muligt at træffe virksomme foranstaltninger imod samme. Det er dog indledet undersøgelser angaaende disse spørsmaal dels gjennem stadsdyrlæge Nilsen i Bergen og dels gjennem det hygieniske institut i Kristiania.»

I fiskeriinspektør Anthon Landmarks «Indberetning om hvad der til ferskvandsfiskeriernes fremme er udført og om disses tilstand i aarene 1899-1902» har et tillegg som oppsummerer en del tiltak som ble gjort fort å fremme dette fisket mot slutten av 1800-tallet.
«I anledning af det ved udgangen af aaret 1900 stedfundne aarhundreskifte har jeg anseet det hensigtsmæssigt at meddele en summarisk, samlet oversigt over forskjellige forhold vedrørende vore ferskvandsfiskeriers udvikling i sidste fjerdedel af det forløbne aarhundrede. Og dette saa meget mere, som begyndelsen af det nævnte tidsrum af 25 aar falder sammen med tiden for de nogenlunde paalidelige opgaver over udbyttet af vort lands vigtigste ferskvandsfiskeri, nemlig laksefisket, og ligeledes falder omtrent samtidig med min overtagelse af fiskeriinspektørstillingen, hvilken nemlig fandt sted i juli 1874, altsaa 1 ½ aar tidligere. …..»

I denne oppsummeringa finnes et avsnitt om «Kunstig udklækning af lakserogn» (side 87-89):

«I det foreliggende tidsrum er der i alt bleven opført 46 udklækningsanstalter for lakserogn, heri medregnet dels enkelte ældre anstalter, der er blevne ombyggede eller gjenopførte, dels de to for statens regning opførte anstalter ved Drammenselven og Lærdalselven, om hvilke nærmere nedenfor. Blant disse 46 er dog flere, som paa grund af vanskelighederne ved at skaffe rogn til anstalternes belægning saagodtsom ikke er bleven taget i brug, og som derfor efter nogen tids forløb er bleven helt sløifede, medens andre vistnok fremdeles eksisterer og agtes benyttede, men af den anførte grund i virkeligheden kun i meget ringe grad er komne til anvendelse. Ved aarhundredets udgang bestod der henved 30 anstalter, der kan siges at være i nogenlunde regelmæssig brug, om end ogsaa enkelte af disse aarlig henstod ubelagte.

Om antallet af laksyngel, der i hvert enkelt aar er udklækket, henvises til tabel nr. 6 og grafisk fremstilling nr. VI. Det vil heraf sees, at yngelantallet i de to første femaar gjennemsnitlig har udgjort noget mindre end 1 million og i intet af disse 10 aar er naaet op til 1 ½ million. I de 3 sidste femaar har derimod gjennemsnitstallet vekslet mellem 2 ¼ og 2 ¾ million, og i et enkelt aar (1898) naaede yngelantallet op til meget nær 3 ½ million, medens det i intet af de 15 sidste aar er sunket nævneværdig under 2 millioner. Udklækningsvirksomheden har saaledes, bedømt efter antallet af udklænget yngel, været omtrent eller noget over 2 ½ gang saa stor i de 3 sidste femaar som i de to første.

Flerheden af udklækningsanstalterne er smaa, og allerede en anstalt, der rummer ¼ million rogn, maa efter vore forhold betegnes som ret stor. Saa meget som (eller mere end) ½ million lakserogn rummes kun i 3 af vore anstalter, nemlig de to statsanstalter ved Drammenselven og Lærdalselven samt den Aanesires laksefiskeri tilhørende udklækningsanstalt ved Sireaaen. Af disse har den sidstnævnte et aar været belagt med noget over 2 millioner lakserogn, medens hver af de to statsanstalter rummer omtrent 600 000 rogn.

De i udklækningsanstalterne anvendte apparater er næsten udelukkende indrettede efter den af fiskeriinspektør Hetting indførte system, nemlig lange og forholdsvis smale trækasser, hvis bund er belagt med grus. Disse giver under gunstige forhold en tabsprocent af ikke over 5, regnet fra rognens nedlægning indtil yngelens næringsbehov gjør sig gjældende, og kan saaledes fuldt ud maale sig med de bedste af de i andre lande anvendte, som oftest adskillig kostbarere konstruktioner. I det ene af de 2 til anstalten ved Sireaaen hørende udklækningshuse anvendes dog Williamsonske kasser med glasrister, dels for at spare plads, dels fordi større partier af den her nedlagte rogn er bestemt til at bortsendes som øierogn. Af sidstnævnte grund lægges ogsaa en mindre del af rognen i statsanstalten ved Lærdalselven paa rister af galvaniseret og lakeret jerntraaddug.

I de aller fleste anstalter sker udklækningen i kildevand, hvis temperatur som oftest i sæsonen pleier holde sig mellem 2 og 5 grader C. Paa nogle faa steder benyttes dog (eller har, saa længe anstalten var i drift, været benyttet) elvevand. Dette er navnlig tilfældet ved den nævnte store udklækningsanstalt ved Sireaaen, hvor der kun anvendes vand fra denne elv.

Naar man bortser fra enkeltstaaende i yderst liden maalestok udførte forsøg paa kunstig opdrætning af den udklækkede yngel, er al laksyngel indtil aaret 1896 bleven udsluppet i elvene, helst ved naturlige gydepladse, saasnart dens udvikling er naaet saa langt, at dens næringsbehov begynder at gjøre sig gjældende, d. v. s. naar blommesækken er paa det nærmeste fortæret. Dette medfører dog paa flere steder den ulempe, at elvene paa den aarstid endnu er opsvulmede som følge af snesmeltning i fjeldene, hvorved yngelen udsættes for at bortføres af strømmen til steder, som ikke egner sig til opholdssted for den. Under saadanne forhold har derfor en kortvarig fodring af yngelen stundom fundet sted.

En mere systematisk, varig fodring af yngelen blev derimod hos os først bragt i anvendelse i den sidst forløbne femaarsperiode, nemlig henholdsvis fra 1896 og 1899 i de to staten tilhørende udklækningsanstalter ved Drammenselven og Lærdalselven. Disse er nemlig beregnede paa fodring af yngelen indtil senhøstes, hvorved opnaaes dels at undgaa udslipning af yngele paa en tid, da elven er i større flom, dels og fornemmelig, at yngelen ved udslipningen har naaet en saadan udvikling, at den i langt høiere grad end paa det tidligere stadium er i stand til at undgaa de farer, hvoraf den altid vil være omgivet i elven. Opdrætningen sker her hovedsagelig i de samme kasser, hvori udklækningen har fundet sted, efterat dog først gruset er udtaget, men for nogen del ogsaa i udgravede smaadamme. I disse foregaar yngelens vekst noget hurtigere end i kasserne, hvorimod tabsprocenten i de sidste er betydelig mindre end i dammene. Under opdrætningen benyttes i anstalten ved Drammenselven en blanding af kildevand og elvevand, hvorimod der ved Lærdalselven anvendes det samme vand som under udklækningen, nemlig fra en liden bæk, der kommer fra et høit fjeld, men nedenfor dette paa en lang strækning gaar underjordisk gjennem en storstenet grusbanke og først træder frem igjen i dagen lige ved udklækningsanstalten. Den hidtil vundne erfaring synes at godtgjøre, at dette vand er mindre hensigtsmæssigt end almindeligt elvevand, sandsynligvis paa grund af dets lave temperatur om sommeren. Fodringen foregaar efter det i Nordamerika mest anvendte system, nemlig med raa okselever, der males gjentagne gange paa en fin kjødkværn, tilsættes med vand og gives yngelen i smaa portioner 4 gange daglig. Gjentagne forsøg med anvendelse af dels tørsaltet, dels hermetisk nedlagt torskerogn har kun givet uheldige resultater.

Anlægget af udklækningsanstalterne ved Drammenselven og Lærdalselven har kostet henholdsvis ca. kr. 6 775,00 og kr. 4 855,00. Driftsudgifterne har vedd den førstnævnte udgjort omkring kr. 2 500,00 aarlig og for den sidstnævnte nogle hundrede kroner mindre.

Bortseet fra de heromhandlede to statsanstalter foregaar den kunstige udklækning af lakserogn hos os kun i private udklækningsanstalter. Paa grund af laksens vandringer er det imidlertid paatageligt, at de, der driver udklækningsvirksomheden, ikke kan paaregne selv at ville høste mere end en ringe brøkdel af frugterne af denne sin virksomhed, hvilke derimod for den aller væsentligste del vil tlfalde andre laksefiskere i samme eller andre distrikter.

Paa grund saavel heraf som i erkjendelsen af den kunstige udklæknings nytte overhovedet har der i hele det foreliggende tidsrum paa statsbudgettet aarlig været bevilget et beløb, hvoraf bidrag kan udbetales til anlæg af nye udklækningsanstalter. Bidragets størrelse pleier at udgjøre halvdelen af anlægsomkostningerne, og som betingelse for dets udbetaling pleier forlanges, at anstalten er godkjendt af en af det offentliges fiskerifunktionærer, og at eieren forpligter sig til indtil videre, og i det mindste i 5 aar, at sørge for anstaltens forsvarlige vedligeholdelse og drift. Af denne bevilgning er der til 28 af de i tidsrummet anlagte udklækningsanstalter udredet statsbidrag af tilsammen ca. kr. 5 120,00 (hvortil kommer et par hundrede kroner til udvidelser eller udbedringer af anstalter opførte før 1876).

Fra og med aaret 1894 har der ogsaa aarlig været givet bevilgning, hvoraf bidrag ydes til drift af udklækningsanstalter. Til de for udklækning af lakesrogn bestemte private anstalter har i de følgende aar saadant statsbidrag været ydet med tilsammen ca. kr. 700,00 aarlig.

Herved er ikke taget hensyn til den efter vore forhold storartede udklækningsanstalt ved Sireaaen, til hvis drift der siden budgetterminen 1994-1885 aarlig har været bevilget særlige bidrag, vekslende fra kr. 1 000,00 til kr. 8 000,00 aalig. I den senere tid har størrelsen af det udbetalte statsbidrag staaet i direkte forhold til den i anstalten stedfundne udklækning, idet det har været beregnet efter kr. 1 000,00 for hver million udklækket yngel. Efter aaret 1897 har staten mod nævnte vederlag havt fuld dispositionsret over den i anstalten værende rogn og yngel, hvoraf større eller mindre partier aarlig har været bortsendt til andre udklækningsanstalter, særlig statsanstalten ved Drammenselven.

Sansen for kunstig udklækning af lakseyngel og tilliden til de gavnlige virkninger deraf er temmelig almindelig udbredt blandt fiskerieierne ved vore lakseelve og synes ogsaa at deles af statsmyndighederne, ligesom der fra de offentlig ansatte fiskerifunktionærers side er bleven nedlagt meget arbeide i denne retning. Naar udklækningen desuagtet ikke har taget endnu langt større vekst end skeet, saa ligger aarsagen hertil for den væsentligste del i de store vanskeligheder, hvormed det saagodtsom i enhver af vore elve er forbundet at skaffe fornøden rogn til apparaternes belægning, fordi bestanden af gydefisk er altfor liden. Saalænge der ikke ad lovgivningsvei sørges for, at et noget større antal laks end hidtil kan naa frem til gydepladserne i vasdragene og bevares indtil gydetiden, er der derfor kun liden udsigt til nogen væsentlig fremgang i den kunstige udklækning af lakserogn.»

I 1917 sendte Anders Hauge følgende brev til fiskeriinspektøren som forteller noe om driften av utklekkingsanlegget på Hauge:

«Hr. fiskeriinspektør Landmark.
Under henvisning til min skrivelse av 15de august f. a. til hr. fiskeriinspektøren om at foreslaa optat paa indeværende aars budget løn til en assistent, der som tidligere maa gjøre tjeneste ved herværende opdrætningsanstalt i sommermaanederne juni-september samt under stamfiskeriet i oktober maaned skal jeg herved tillate mig at bemerke:

Selv om jeg anførte i min forannævnte skrivelse er sportsfisket i Lærdalselven for endel kommet over til norske sportsfiskere, og disse har ikke mig bekjendt nogen uvilje mot utklækning eller opdrætning av laks og mr. Portmann synes ogsaa at at ha forandret sin opfatning desangaaende, idet han i fjor ndiohgngav mig tilladelse til at ta 50 hunnlaks og den nødvendige hanlaks i sine elvedele øverst i dalen. Nogen av disse elvedele vil ogsaa om et par aar, naar de nugjældende kontrakter utløper, overgaa til sportsfiskere her fra landet. Jeg gaar saaledes trygt ut fra, at anstaten vil bli sikret fuldt belæg av lakserogn i længere tid fremover.

I de to sidste sommere har jeg ikke kunnet faa fôr til yngelen i partier fra Bergen, og jeg har paa grund herav ofte daglig maattet hente smaafisk og lever fra Lærdalsøren. Elvevandsledningen har gjentagne ganger været i ustand, ja jeg kan gjerne si, at denne har krævet et dagligt tilsyn, idet de ovenfor liggende gaarder benytter en uforholdsmæssig del av vandet til aker og eng. Naar saa hertil kommer, at 4 damme skal holdes rene for grønske, vil det skjønnes, at alt dette arbeide ikke kan overkommes av en mand. Jeg har da ogsaa iaar maattet anvende leiehjælp, men leiefolk er for det første vanskelig at faa, dessuten er disse som oftest ukyndige i alt forefaldende arbeider, og de har ikke den interesse for gjerningen som er ønskelig.
Idet jeg henviser til foranførte vil jeg gjenta min henstilling til hr. fiskeriinspektøren fra i fjor om paa næste aars budget at opta løn til ren assistent, der har at gjøre tjeneste som nævnt.

Lærdal 30te august 1917.
Ærbødigst
Anders Hauge»

Dette brevet er bakgrunnen for følgende tekstsekvens i fiskeriinspektørens budsjettforslag for 1918-1919:

«Da antalten paa Hauge i sin tid blev oprettet, blev der bevilget kr. 500,00 til en assistent, hvis bistand ansaaes nødvendig under det betydelige belæg, som anstalten var beregnet paa, og som den ogsaa i en aarrække fik. Som følge av en vedholdende agitation fra en av englænderne, som hadde leiet fiskeretten i Lærdalselven, utviklet der sig imidlertid en sterk opinion mot anstalten hos en flerhet av de engelske leiere, hvilket bevirket, at disse i en del aar negtet sit samtykke til at der i de av dem leiede dele av elven fiskedes mere end et ganske ubetydelig antal laks. Som følge herav blev rognbelægget i anstalten, og som følge derav yngelantallet, saa litet, at det fandtes unødvendig at ha en fastlønnet assistent ved siden av bestyreren, og assistentposten har derfor ikke været besat siden 1912, uagtet der ogsaa for budgetterminerne 1913-1914 og 1914-1915 var git bevilgning til samme.

Under den særdeles tilfredsstillende utvikling, som laksefisket i Lærdalselven i de senere aar har undergaaet – og som man vel ialfald for nogen del tør tilskrive utklæknings- og opdrætningsanstaltens virksomhet – er der imidlertid indtraadt et omslag i stemningen, og man har derfor i de par sidste aar igjen faat apparatet rikelig belagt, og der er grund til at tro, at dette forhold vil vedvare, saa meget mere som krigen har bevirket, at leien av adskillige strækninger av elven nu er kommet over paa norske hænder. Anstaltens bestyrer, hr. A. Hauge, har der derfor i vedlagte skrivelse av 30te august 1917 gjentat sit andragende fra i fjor om at der igjen maa bli bevilget løn til en fast assistent, hvilket andragende jeg nu finder fuld grund til at anbefale. Lønnen antages at kunne sættes til den samme som tidligere, nemlig kr. 500,00.

Iøvrig antar jeg, at det vil kunne bero med en bevilgning av samme størrelse som for indeværende termin. Jeg skal dog bemerke, at der muligens vil komme til at paaløpe et forholdsvis stort beløp til utbedring av anstaltens elvevandsledning, der – som ved tidligere leiligheter forklart – gang paa gang har været utsat for uheld, som i væsentlig grad har formindsket dens nyttevirkning.
Vasdragsdirektøren har ianledning herav velvillig samtykket i, at den fornødne undersøkelse samt utarbeidelse av plan for utbedringen vil bli foretat av en av vasdragsvæsenets ingeniører. Men da der endnu ikke har været anledning hertil, kan jeg for tiden ikke ha nogen bestemt mening om reparationens kostende, hvorfor jeg for tiden intet opfører hertil. Jeg opfører altsaa denne post med et beløp av kr. 2 700,00.»

Collapse text